Da Vordingborg Kommune besluttede at hente plejebørnene Emilie og Rasmus fra skole og anbringe dem på et opholdssted, skete der ikke bare én, men flere fejl. Det siger Caroline Adolphsen, der er lektor med speciale i socialret på Aarhus Universitet.

Som udgangspunkt har Vordingborg Kommune ret til at beslutte, at Emilie og Rasmus skal flytte fra den familie, hvor de har boet i henholdsvis otte og 11 år. Men når det er sagt, mener juristen, at kommunen har begået flere alvorlige sagsbehandlingsfejl.

Første fejl er, at sagsbehandlerne ikke undersøger sagen ordentligt, inden de beslutter at flytte børnene.

»Kommunen er forpligtet til at oplyse sagen. De er forpligtede til at inddrage alle relevante oplysninger, hvilket vil sige, at de i almindelighed også skal indhente en udtalelse fra plejefamilien,« siger hun.

Det gør Vordingborg Kommune ikke. Begrundelsen er, at sagen er akut, fordi kommunen anmelder Jens Erik Mathiesen for vold. Men den begrundelse holder ikke, siger Caroline Adolphsen og noterer sig fejl nummer to.

Voldsanmeldelsen baseres på en børnesamtale, som blev afholdt med Emilie, syv uger før børnene blev hentet. Når der går syv uger, kan kommunen ikke bruge argumentet om, at sagen er akut, siger hun.

»Der kan man godt tillade sig at sige, at de er lidt friske i kommunen. Det er ikke en akut sag. Børnene har boet i familien i lang tid efter børnesamtalen, så kommunen har haft masser af tid til at indhente sine udtalelser.«

Når de ikke gør det, træffer Vordingborg Kommune en afgørelse, der ikke opfylder lovens betingelserne.

Fejl nummer tre: Selvom politiet, straks efter de har afhørt plejeforældrene, plejebørnene og kommunens sagsbehandler, dropper sigtelsen mod Jens Erik Mathiesen, fastholder kommunen, at det er 'en skærpende omstændighed', at han er anmeldt for vold. Det argument strider mod almindelige retsprincipper.

»Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist,« siger Caroline Adolphsen.

»Hvis han var dømt for vold mod sine plejebørn, var det en anden snak.«

Når Jens Erik Mathiesen ikke sigtes for vold, burde kommunen have undersøgt børnenes samlede tilknytning, før de traf en afgørelse om nyt anbringelsessted.

Dermed er vi fremme ved den fjerde fejl. En fejl, som kommunen, ifølge Caroline Adolphsen, begår ved ikke at spørge børnene, hvordan de har det i familien, om de opfatter sig som en del af plejefamilien, om de ser plejeforældrene som forældre, og om de oplever hjemmet som deres.

 
I videoen kan du høre plejedatteren fortælle at hun gerne vil hjem.
Vis mere


»Jo længere tid et plejebarn har boet i en plejefamilie, jo stærkere er tilknytningen, og desto mere skal der til, for at et barn skal væk. Jeg kan godt forstå, at plejeforældrene undrer sig,« siger hun.

Men det betyder ikke, at Jens Erik og Christa Mathiesen kan klage over Vordingborg Kommunes beslutning. Selvom der er begået flere fejl i sagen, kan de ikke gå nogen steder hen med deres savn og klage.

»For det er ikke dem, afgørelsen handler om. Plejeforældrene er ikke parter i sagen, og de kan ikke håndhæve en ret her.«

Det kan kun de biologiske forældre - og børnene, hvis de var fyldt 12 år.

Det betyder heller ikke, at Emilie og Rasmus kommer tilbage til plejeforældrene. En kommune har nemlig altid ret til at beslutte, hvor et anbragt barn skal bo, og hvornår det skal flytte opholdssted.

»Plejefamilier forventes at optræde som en familie, men de er ansat til at være det og kan ligesom alle andre lønmodtagere altid opsiges. Det er ikke gode vilkår, når det er ens familie, der bliver ramt,« siger Caroline Adolphsen.

Thomas Vorre, der formand for Plejefamiliernes Landsforening, siger:
»Som plejeforældre bliver vi fanget i vores egen job-beskrivelse. Vi er ansat til at elske de her børn, men har ingen rettigheder.«

Caroline Adolphsen kan kun give ham ret:
»Man får desværre ikke altid ret, selvom man har det.«

Emilie og Rasmus er ikke børnenes rigtige navne. B.T. har af hensyn til plejebørnene og deres biologiske forældres privatliv anonymiseret deres navne. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.