Det var ikke kedeligt til jul i Venstre-veteranen Bertel Haarders barndomshjem på Rønshoved Højskole. Hans favoritminder indeholder suppe-slubren, scoreforsøg med julekager og eksperimenter med flødeskum og fyrværkeri. Og 72-årige Bertel elsker stadig alt ved jul. Julesalmerne, julelysene og julegaverne.

»For mig betyder julen først og fremmest fællesskab med venner og familie. Og så er julen en vigtig del af vores kulturarv. Faktisk er der slet ikke noget, jeg ikke kan lide ved julen. Jeg er ikke en, der klager over, at juleudstillingerne allerede er fremme i november, eller at julelysene hænger til efter nytår. Jo mere, des bedre - det er mit syn på julen,« siger den tidligere minister.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og kom helt tæt på Bertel Haarder, når han fortæller om juleminder fra barndomshjemmet på Rønshoved Højskole.


Det var ikke kedeligt til jul i Venstre-veteranen Bertel Haarders barndomshjem på Rønshoved Højskole. Hans favoritminder indeholder suppe-slubren, scoreforsøg med julekager og eksperimenter med flødeskum og fyrværkeri. Og 72-årige Bertel elsker stadig alt ved jul. Julesalmerne, julelysene og julegaverne.

Hvordan var din barndoms jul?

»Min barndoms jul blev holdt på Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord. Det var langt, langt ude på landet, hvor der var buldrende mørkt om aftenen og natten. Og når der er sort overalt, glæder man sig endnu mere til alle de lys, der er ved juletid. Både de elektriske udenfor og de levende indenfor.

Når højskoleeleverne var taget hjem på juleferie, kunne vi børn indtage hele skolen. Lugten af elever hang stadig i væggene, og der var bare rart at være. Det var ikke spor uhyggeligt, som man måske ellers kunne tro. Sammen med mine søskende rendte jeg rundt på gangene og kørte ræs med serveringsbordene i køkkenet.

Vi spillede også afsindig meget Matador, kortspil og lignende. Ofte også om penge. Min far var utroligt legesyg. Heldigvis var vi seks børn, så vi plejede godt at kunne holde ham beskæftiget julen over. Og ellers kom min mor op på mit værelse og spurgte, om jeg ikke kunne komme ned og lege lidt med far.«

Hvilke traditioner havde I?

»Min far var vestjyde, så han holdt på, at menuen juleaften var suppe, steg og is. Præcis som ved alle andre højtider. Suppen var klar og med kød- og melboller i. Da mine forældre senere fik lidt bedre råd til at fejre julen, fik min mor sat igennem, at vi skulle have and på julebordet. Men allerede inden vi var færdige med at spise anden, var der et stort flertal rundt om bordet for, at suppen skulle tilbage på bordet året efter. Det hørte ligesom bare julen til. Selv er jeg gift med en, der i dag er tilhænger af andesteg, så i dag er anden igen kommet på bordet.

Gaverne kom med posten

Når det kom til gaver i min barndom, var det noget, vi købte per postordre fra Daells Varehus. Vi boede som sagt langt ude på landet, så det var for besværligt at køre rundt og købe julegaverr. I stedet kom der en stor papkasse hvert år med gaver. Jeg plejede at ønske mig Meccano - ingeniørlegetøj med stænger, skruer og hjul. Sådan noget elskede jeg. Jeg tror næsten, jeg skulle have været ingeniør, men sådan blev det ikke.

Vi har også altid sunget meget til jul. Det gør man selvfølgelig på højskoler, særligt i Sønderjylland, så det har jeg fået ind med modermælken. Juleaften plejer vi at synge mindst en halv snes sange. Nogle af yndlingssangene er ‘Velkommen igen Guds engle små’ og ‘Det kimer nu til julefest’. Vi går også i kirke hver juleaften, det hører sig til.«

Er der en jul, du særligt husker?

»Nogle juleaftener inviterede vi de udenlandske højskoleelever til at holde jul sammen med os privat. Dem, der havde for langt hjem. Jeg kan især huske den jul, hvor jeg var 14-15 år gammel, og to islandske piger var inviteret hjem til os juleaften, fordi de havde frygtelig hjemve.

For at muntre pigerne lidt op - og i virkeligheden nok også for at imponere dem - satte jeg en skål med småkager på en grammofonplade. Da pladen begyndte at snurre, fløj småkagerne ud til alle sider. Det var ikke ligefrem noget, jeg fik ros for, men pigerne syntes, jeg var sjov. Og det betød noget.

Jeg kan også huske, at pigerne havde fået tilsendt islandske juledelikatesser med posten. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad det var, men det lugtede helt forfærdeligt af rådden fisk. Men det måtte vi finde os i.«

Hvad er dit bedste minde fra julen?

»Det er faktisk fra nytårsaften. Hjemme hos os gled jul og nytår lidt ud i hinanden. Til en nytårsaften købte vi store, blå kanonslag, som vi skød af indenfor. Min far satte også en kineser i en stor lagkage og tændte den, og så… ja, den eksploderede. Ud over det hele. Det endte med, at vi var nødt til at male spisestuen. Og når skaden nu var sket, kunne vi lige så godt sætte fut til nogle medaljer også, så der var endnu mere flødeskum over det hele. Der blev virkelig festet igennem. Min mor så det som sin skæbne at have legesyge børn og mand. Men når jeg tænker tilbage på det nu, er det nok meget godt, at der bliver lovgivet noget mere om fyrværkeri.«

Julen betyder fælleskab

Hvad er dit forhold til julen generelt?

»For mig betyder julen først og fremmest fællesskab med venner og familie. Og så er julen en vigtig del af vores kulturarv. Faktisk er der slet ikke noget, jeg ikke kan lide ved julen. Jeg er ikke en, der klager over, at juleudstillingerne allerede er fremme i november, eller at julelysene hænger til efter nytår. Jo mere, des bedre - det er mit syn på julen.«

Hvilke traditioner har du i løbet af december?

»Jeg er ret god til at lave adventskranse, så dem laver jeg mindst én af inden første søndag i advent. Naboerne har også allerede hængt lyskæder op udenfor, så det må jeg også hellere se at få gjort.

Omkring 1. december plejer jeg også at skrive en julesang, som jeg sender rundt til alle Folketingets medlemmer. Det er efterhånden blevet en fast tradition, og der er allerede en socialdemokrat, der har klaget over, at jeg ikke har fået den sendt ud tids nok.

Men det kan ikke nytte noget denne gang. Jeg plejer at lave sjov med regeringen i sangen, og det har trukket lidt ud denne gang. Jeg havde ellers lige tænkt, at sangen i år skulle handle om Anders Samuelsen, der sidder oppe i sit træ, men nu er han jo kravlet ned igen. Han kunne godt lige være blevet siddende lidt endnu for sangens skyld. Det er jo ikke til at være viseskribent, når tingene hele tiden ændrer sig.«