Hun levede et langt, anonymt liv og undte sjældent sig selv noget. Men da hun døde, fik Gerda Edel Jørgensen sidste år opført et gigantisk monument på Vestre Kirkegård. Tre en halv meter højt og 1,5 mio. kr. dyrt.
Hun levede et langt, anonymt liv og undte sjældent sig selv noget. Men da hun døde, fik Gerda Edel Jørgensen sidste år opført et gigantisk monument på Vestre Kirkegård. Tre en halv meter højt og 1,5 mio. kr. dyrt.
Hvorfor gjorde hun det? Måske skal svaret findes på et dødsleje for 50 år siden.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Gerda og hendes mausoleum.
Alléen med lindetræer lyser op med deres sprøde grønne blade. Fuglene kvidrer, og den særegne stemning, der er forbundet med kirkegårde, hænger i luften.
Men stemningen bliver brudt i det nordligste hjørne af Vestre Kirkegård i København, Danmarks største, hvor legender ligger begravet.
Et kæmpe moderne mausoleum troner frem på en stor, åben plads. Tre en halv meter højt, seks meter bredt. ’Carpe diem’, grib dagen, står der mejslet ind i monumentets front.
Derinde i skyggen af de tonstunge betonplader ligger Gerda Edel Jørgensen, kvinden der har fået mausoleet opført. Kvinden, der efter næsten 50 år er blevet forenet med sin mor Ida Augusta, med sin far Frederik, sin onkel Carl Christian og sine to søskende Carl og Børge. Den ene blev 13 år, den anden blot en måned.
Det er fem år siden, at Gerda Edel Jørgensen døde. 88 år gammel. Først sidste efterår blev mausoleet indviet. Men der var ikke en sjæl til stede, der kendte hende.
Arkitekten sagde nogle fine ord om værket. Om hvordan det forener fortid og nutid. Blander modernisme med det klassiske. Symboliserer et menneskeliv. Gerdas liv.
Det er 70 år siden, at der sidst blev opført et mausoleum på Vestre Kirkegaard. Omkring 40 år siden i hele Danmark.
Nu står Gerda Edel Jørgensens dér på Vestre Kirkegård, midt i det historiske vingesus, som en slags testamente over et liv og en slægt, der ikke længere er, og gemmer på en historie, der synes blottet for alt det, man forbinder med et mausoleum. For kun ganske få kendte Gerda Edel Jørgensen.
Debat på Facebook
Men nu, næsten et år efter at mausoleet blev indviet, kender mange hendes navn. For Gerda Edel Jørgensen har ufrivilligt skabt debat på Facebook, hvor hendes motiv og moral diskuteres i forlængelse af en artikel i Kristeligt Dagblad. Nogle kalder hende tilmed en ‘egoist’. For at bruge så mange penge på at hylde sig selv. Men var det dét, Gerda Edel Jørgensen ville? Næppe.
Noget tyder på, at svaret er at finde på et dødsleje for 50 år siden.
Men hvad skete der? Og hvem var hun?
»Hun var en sær én.«
Selvom man ikke skal tale grimt om de døde, har Karen Elisabeth svært ved at finde andre ord end dem. Hun og hendes mand Mogens boede under Gerda Edel Jørgensen fra 1987 og frem til hendes død i 2010.
Det er en pæn og ordentlig ejendom på Christianshavn. Med udsigt til voldene. Tre værelser. 83 m2. Altan mod gård og gade.
Gerda Edel Jørgensen var 66 år gammel, da hun flyttede ind. Var allerede gået på pension, havde trukket sig tilbage efter et langt arbejdsliv som ‘overassistent’. Hvor, ved ingen. Kun, at det er den titel, hun står opført med i cpr-registret.
Hun lignede én fra ’Matador’
»Hun kunne godt lide at være lidt fin på den. Så selvfølgelig var hun overassistent. Ikke bare assistent. Hun var en høj kvinde, rigtig gammeldags i tøjet. Hun lignede sådan én fra ‘Matador’. En rigtig frøken. Og det var hun jo også. Hun har aldrig været gift. Fik ingen børn. Hun var en typisk frøken.
Vi fik jo et chok, da vi hørte om hendes mausoleum. Det harmonerer slet, slet ikke med den person, hun var,« siger Karen Elisabeth.
Og ryster på hovedet.
Gitte Lunding har i 20 år arbejdet med at kæde livet og døden sammen. Hun er antropolog, forfatter, foredragsholder og leder af Kulturcentret Assistens. Og i hendes optik er kirkegårde ikke kun for de døde. De fortæller mere, end vi aner, om os levende.
Og når man bygger et mausoleum, handler det om at gøre de døde udødelige.
»Når man vælger at opføre et mausoleum, er det ofte fordi, de, der ligger der, skal synliggøres efter deres død. Man vil gerne hylde dem,« siger Gitte Lunding.
Inde i Gerda Jørgensens mausoleum på Vestre Kirkegård er der opstillet en bænk.
Her kan man sidde og fundere over, hvilket liv de mon fik, menneskene bag brudstykkerne af de livshistorier, der er mejslet ned i gravstenene i form af navne, fødsels- og dødsdatoer.
Men da Gerda Edel Jørgensen samlede sine afdøde slægtninge i sit mausoleum, gjorde hun alligevel noget meget usædvanligt, forklarer Gitte Lunding.
»Normalt tænker man fremad, når man påbegynder et familiegravsted. Man placerer de afdøde slægtninge i familiegravstedet, efterhånden som de dør. Kvinden her er lidt speciel, fordi hun ikke har nogen efterladte. Hun har flyttet sine afdøde slægtninge ind i mausoleet, og det er besynderligt, fordi de mennesker, hun udødeliggør, er døde for længst. På den måde sætter hun et punktum,« siger Gitte Lunding.
Dansk Blindesamfund kender hende ikke
Men Gerda Edel Jørgensen rejser også spørgsmål. Rigtig mange. Ikke mindst hos Dansk Blindesamfund.
Det var nemlig dem, der stod som modtager af Gerda Edel Jørgensens mange millioner.
»Uden at blinke kan jeg sige, at vi intet ved om Gerda. Vi ved ikke, hvem hun er. Hun har ikke været medlem. Hun har os bekendt heller ikke været én, der var tilknyttet som hjælper,« fortæller John Heilbrunn, næstformand i Dansk Blindesamfund.
»Det eneste, vi ved, er, at vi fik en henvendelse fra en advokat, som meddelte, at vi var betænkt med det beløb, som hun efterlod. Dog med den præmis, at vi skulle afholde udgiften til at etablere et mausoleum for hende og hendes familie, hvis gravsteder på kirkegården skulle overflyttes til mausoleet. Og det eneste specifikke, der stod formuleret, var, at det skulle placeres et ‘godt og synligt sted’,« siger John Heilbrunn.
Præcis hvor mange millioner Gerda Edel Jørgensen efterlod sig, vil ingen præcisere. Men at der efter afholdelsen af udgifter – inklusive 40 års vedligeholdelse, som anslås at koste i nærheden af en halv mio. kr. – stadig var en god sum tilbage, lægges der ikke skjul på.
Hvordan det lykkedes hende at skrabe så mange penge sammen, har de ingen anelse om. Og hvorfor, heller ikke.
»Groft sagt så vi ingen grund til at undersøge det. Hun havde testamenteret penge til os, og tusind tak for det. Men der har ikke været aspekter, som gav os anledning til at undersøge nærmere. Vi har bare efterkommet hendes ønsker,« siger John Heilbrunn.
Og de kunne være specielle. Det kan hendes tidligere underboer ikke komme udenom. For det var i lange perioder anstrengende at have Gerda Edel Jørgensen deroppe på tredje sal. Så anstrengende, at de til sidst overhovedet ikke hilste på hinanden, når de mødtes i trappeopgangen eller på gaden.
Deres overbo klagede over, at der stank af mad oppe i hendes lejlighed. Hun var nærmest besat af det og tapede møjsommeligt alle sine paneler til for at lukke af.
»Hun pudsede alverdens myndigheder på os og slæbte os i byretten tre gange på grund af lugten. Det var lige før, at vi slet ikke måtte lave mad til sidst. Men hun tabte hver gang.
Nej. Elskelig var hun bestemt ikke. Så hvad får sådan en kvinde til hele sit liv at spinke og spare, bare for at få sådan et mausoleum?,« siger Karen Elisabeth undrende.
Gerda Edel Jørgensen blev aldrig gift. Hun fik ingen børn, og da hun døde, var hun den sidste tilbage i sin slægt. Hendes mor, Ida Augusta Emilie Christensen, blev født i 1889 i Sundby Sogn på Amager og blev ifølge kirkebøgerne gift på Østerbro den 17. november 1912 med den seks år ældre magasinassistent Frederik Jørgensen fra Herfølge.
At dømme ud fra gravstenene fik Ida og Frederik tre børn. Det første, Carl, nåede at leve i bare en måned. Det andet, Børge, døde som 13-årig. Og det tredje, Gerda, levede således alene til sin død på Christianshavn i 2010.
I dag ligger familien samlet i mausoleet på Vestre Kirkegård. Faderen Frederik Jørgensen døde 58 år gammel midt under Anden Verdenskrig, mens moderen Ida Augusta Emilie Jørgensen (f. Christensen) levede i 21 år som enke i deres lille treværelses lejlighed på tredje sal og med lokum i gården på Hessensgade på Amager.
Alene tilbage
Da moderen døde, var Gerda Edel Jørgensen alene tilbage. 41 år gammel. Ingen børn til at sætte fodspor i verden og ingen til at føre familienavnet videre. Om det var dét, der fik hende til at tegne et testamente, ved hun kun selv. Om hun på moderens dødsleje afgav et helt særligt løfte, kan man kun gisne om. Men sikkert er det, at Gerda Edel Jørgensen året efter, i 1963, tegnede det testamente, der næsten 50 år senere skulle sikre, at familien ikke bliver glemt foreløbig.
Og egentlig er det et højst besynderligt valg, siger antropolog Gitte Lunding. For den 88-årige Gerda Edel Jørgensen tilhører en generation, der ellers typisk efterlader sig et beskedent eftermæle.
»Tendensen har i mange år været, at man har haft meget beskedne begravelser eller bisættelser, hvor en urne bliver listet ned i den anonyme fællesgrav, hvor man ligger under græsset med alle de andre. Man kan se det i lyset af det store socialdemokratiske projekt, hvor alle er lige, og hvor man lader sig kremere og ikke er til så meget besvær. Hvis man har skrabet en lille smule sammen, vil man hellere give det til arvingerne end at bruge det på en begravelse,« siger Gitte Lunding.
I 1800-tallet, da Gerda Edel Jørgensens forældre blev født, så kirkegårdene imidlertid helt anderledes ud. Her fyldte man på med finurlige udsmykninger, gitre og låger og enorme gravstene, der fik det enkelte gravsted til at skille sig ud og afspejle den afdøde. Personlige gravsteder. Med – meget vigtigt – en titel som ‘maskinmester’, ‘tømrer’ eller ‘altopofrende moder’ på stenen.
Det var dengang, H. C. Andersen slog sine folder i København og holdt af at studere gravstene. ’Hver af disse er som en lukket Bog med Ryggen opad, man kan læse Titelen, som siger, hvad Bogen indeholder og siger dog ingenting’ skrev han i 1852. Og sådan er det vel også i dag. Hvem har ikke gået tur på kirkegården og funderet over, hvad for et liv de nu fik, menneskene bag de sparsomme informationer på stenen?
Først i det 20. århundrede er gravstederne blevet mere anonyme, og de efterladte har været tilfredse med et ydmygt ’Tak for alt’ eller ’Hvil i fred’. Men den tendens er nu ved at vende igen, siger Gitte Lunding.
Vi vil bestemme selv
»Vi har fået så mange valg, og vi er blevet vant til, at vi kan bestemme alting selv. Derfor begynder folk i højere grad at gå op i, hvad der skal ske med dem, når de dør. Mange planlægger deres egen begravelse og gør meget ud af ceremonien ved at beslutte salmer og sange og eventuel rute for rustvognen. Man kan også sige, at i modsætning til mange andre ritualer er dødsritualet endegyldigt. Det kan ikke gøres om,« siger Gitte Lunding, der dog understreger, at et mausoleum er et højst usædvanligt valg.
»Hver kirkegård i Danmark har maksimalt et par stykker. Det er heller ikke særlig nordisk at opføre et mausoleum. Her har vi tradition for at give tilbage til naturen ved at sænke den døde ned i jorden.«
At det tre en halv meter høje og knap seks meter brede mausoleum er usædvanligt, har mange allerede bemærket på utallige rundvisninger på Vestre Kirkegård. Det pirrer og fascinerer og afføder positive reaktioner.
Men altså også negative. Ikke mindst på Facebook, hvor Gerda Edel Jørgensen som nævnt næsten fordømmes for en så egoistisk handling.
Og én, der er specielt ked af dét, er arkitekten bag mausoleet, Eigil Sonntag Johnsen.
»Folks udlægning er ikke rimelig over for Gerda,« siger han.
Nu taler arkitekten, som om han kendte Gerda Edel Jørgensen. Det gjorde han – heller – ikke.
Han fik opgaven af Dansk Blindesamfund efter Gerda Edel Jørgensens død. Og han ved kun, at jantelovssnakken på de sociale medier støder ham. For hun levede et meget uegennyttigt og uselvisk liv. Gemte på pengene, samlede sammen. I næsten 50 år. En rigtig stor sum penge. Gav det hele til velgørenhed. En lille del til sig selv og sine.
»Vi ved ikke, hvorfor hun betænker de blinde. Man kan forestille sig, at hun måske har været ude for noget, at én, der har været ganske nær på hende, har været ude for noget. Men man ved det ikke.
Man fornemmer, at der ligger et løfte, en aftale med familien om, at man ville samles i jorden efter døden. Og det løfte har hun fastholdt i alle de år.
Hun kunne have ændret på testamentet gennem livet. Kunne have valgt at bruge pengene på sig selv, på dyre rejser, på Gucci-tasker. I stedet har hun levet et meget sparsomt liv og fastholdt, hvad pengene skulle bruges til. Måske fordi hun har vidst, at hun var det sidste led,« siger Eigil Sonntag Johnsen.
Så fjernsyn i mørket
På anden sal til højre i opgangen på Christianshavn skriver de gerne under på dét med det sparsomme liv. For Gerda Edel Jørgensen undte ikke selv noget.
»Hun gik kun ud og handlede, når der var tilbud. Så gik hun med sin lille, udkørte trækvogn, der var bundet sammen med elastikker og bånd,« husker Karen Elisabeth. »Og om aftenen når hun så fjernsyn, var lyset slukket. For at spare på strømmen.«
Det er svært at sætte sig ind i sådan et menneskes liv. Svært at forstå, hvordan et eventuelt løfte, afgivet for flere årtier siden, kan udmønte sig i så stor nøjsomhed.
Dag efter dag var tilsyneladende en tro kopi af alle de andre dage efter dage. Hun klarede sig selv. Havde ingen hjemmepleje eller hjemmehjælp. Talte stort set ikke med nogen. Havde en kolonihave på Amager, som indgik i rutinerne i sommerhalvåret. Kendte et par damer derfra. Men så ellers ingen. Som i ingen.
»Én gang om året trak hun i det pæne tøj. Det var juleaften. Så blev hun hentet af nogen. Måske af noget meget fjern familie? Vi så dem aldrig. Så kun, at hun stod dernede og ventede med sin fine hat og så helt forkert ud,« siger Karen Elisabeth.
Gerda Edel Jørgensen var bare ikke sådan en, der søgte venskaber. Opsøgte folk ved at banke på deres døre.
Men en februardag i 2010 bankede det på nede på 2. th. Det var politiet.
Havde nogen set eller hørt fra Gerda? Næh.
Da de brød ind i hendes lejlighed lå hun død. Inde blandt alle de store, tunge møbler på de tæppebelagte gulve. Præcis hvor længe, ved hverken Karen Elisabeth eller hendes mand.
»Det er svært at sige,« erkender de.
Men lidt kontakt med verden udenfor havde Gerda Edel Jørgensen da haft. Måske en besøgsven. Måske en af damerne fra kolonihaven. En hun havde aftale med om en daglig opringning. Bare for en sikkerheds skyld. Og nu havde der været stille en tid.
Derfor bankede politiet på.
21. februar var det. Det er den dato, der står på hendes gravsten i mausoleet. Men døden kan have overmandet hende flere dage tidligere.
Hvorfor holdt Gerda Edel Jørgensen i så mange år på at opføre et mausoleum efter sin død? Det er svært at svare på. Måske var hun bange for, at hun og familien blev glemt, siger sognepræst Michael Wagner Brautsch, der holder foredrag om blandt andet at stoppe op og spørge sig selv, om man er, hvor man vil være i livet. At blive husket er en grundtanke, der i virkeligheden ligger dybt forankret i mennesket, siger han.
»Vi mennesker vil gerne sætte os spor. Og når man ikke har fået børn, har man ligesom ikke leveret noget til fremtiden. Det er et spørgsmål om at gøre sig selv udødelig. Og vi kan godt lide, når folk gør det. I Hollywood har stjernerne sat deres håndaftryk i cementen, og på Frederiksberg har store personligheder fået en flise. Det ligger så dybt i os, at vi vil sætte spor, som kan holde i 100 år,« siger Michael Wagner Brautch, der mener, at historien om Gerda Edel Jørgensens mausoleum kun er interessant, fordi den foregår i det 21. århundrede.
»Vi lever i en tid, hvor det er meget udbredt at komme i de anonymes gravsted eller få spredt sin aske ud over havet. Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt, hvad der sker lige nu, og hvor man ikke er til besvær for sine efterkommere. Når man bygger et mausoleum, er man dæleme til besvær,« siger han.
»Det kan godt være, hun ikke gjorde meget væsen af sig, da hun levede. Men hun fik det sidste ord: ’Vær ikke i tvivl om, at min familie og jeg var her’.«
Fandt sin egen livskvalitet
Men stemmer regnestykket? Er mysteriet om Gerda Edel Jørgensen dermed løst? Fik hun virkelig det sidste ord?
Hvor nøjsomt et liv hun end levede i sine 88 år på jorden, er det på sin vis blevet evigt. Hendes og slægtens mausoleum er godt nok kun sikret de næste 40 år. Men når de er gået, er der stor sandsynlighed for, at staten derefter går ind og sikrer en uendelig fremtid. Gør det bevaringsværdigt. Giver Gerda Edel Jørgensen og inskriptionen om at gribe livet et evigt liv.
Arkitekt Eigil Sonntag Johnsen kan godt se, at de mejslede ord på mausoleet ikke umiddelbart står hamret ind i Gerda Edel Jørgensens liv. Men han tror alligevel, at hun har fundet sin egen livskvalitet i at fastholde den beslutning, holde det løfte, hun må have givet, inden hun skrev sit testamente. Og at hun således har grebet dagen.
Men i opgangen på Christianshavn undrer de sig altså stadig.
»Hvad får hun ud af det? Hvem kender hende hende nu? Hvem kender hende om 40 år?«
