Barbara Moleko voksede op i Sydafrika og Danmark med en følelse af ikke at høre til. I skolen blev hun kaldt for 'kulhoved', og først da hun fandt sin stemme i musikken, fandt hun sig selv. Læs det store interview om hendes opvækst, familie og musikalske karriere
28-årige Barbara Moleko voksede op i Sydafrika og Danmark med en følelse af ikke at høre til nogle af stederne. I skolen blev hun kaldt for 'kulhoved'. Først da hun fandt sin stemme i musikken, fandt hun sig selv. Læs her et stort interview med Barbara Moleko, om hendes opvækst, familie og hendes musikalske karriere.
Man lægger mærke til hende med det samme. Med sin gyldenbrune hud, store læber, kridhvide tænder og de lange fletninger, der smyger sig til hovedbunden, skiller hun sig ud. Det samme gør hendes væremåde. Hun er bramfri på sin helt egen facon. Hendes latter er smittende – og høj. Stemmen dyb og rolig. Som det naturligste i verden indtager hun lokalet – ligesom hun indtager enhver koncert-scene, hun optræder på. Den 28-årige sangerinde Barbara Moleko er en ægte ’powerkvinde’.
Med et PLUS abonnement får du adgang til alle store interviews, sundhedsguider, træningsguider, guider om økonomi og elektronik og meget andet. Husk - du får den første måned gratis.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Man lægger mærke til hende med det samme. Med sin gyldenbrune hud, store læber, kridhvide tænder og de lange fletninger, der smyger sig til hovedbunden, skiller hun sig ud. Det samme gør hendes væremåde. Hun er bramfri på sin helt egen facon. Hendes latter er smittende – og høj. Stemmen dyb og rolig. Som det naturligste i verden indtager hun lokalet – ligesom hun indtager enhver koncert-scene, hun optræder på. Den 28-årige sangerinde Barbara Moleko er en ægte ’powerkvinde’.
I morgen er det International Kvindedag. En dag, hvor kvinder verden over hylder de stærke forbilleder. Danske Kvinfo fejrer dagen under parolen: ’Vi hylder dem, der kan og vil og tør’. Sådan én er Barbara Moleko. Hun skiller sig stolt ud fra mængden.
Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. Som barn så hun det som en forbandelse, at hun var anderledes. Hun fik præstationsangst, hvis hun følte, at folk kiggede på hende, eller hun skulle op til eksamener. Hun kan stadig blive så nervøs, at hun begynder at stamme, hvis hun skal holde tale.
Men når hun synger, forsvinder al nervøsitet som dug for solen.
»Min præstationsangst har været mega begrænsende, og er noget, jeg arbejder rigtig meget med. Men med sang er det noget andet. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg er aldrig nervøs før eller under en koncert,« siger Barbara Moleko, da BT møder hende til et interview.
Rodløs
Ærligt fortæller hun om en tryg opvækst, hvor hun alligevel ikke havde følelsen af at høre til nogen steder.
Barbara Moleko er resultatet af et forhold mellem en kridhvid, dansk NGO-mor og en sort, sydafrikansk far. De mødte hinanden i et kor i Danmark, hvor hendes far studerede og var i eksil.
Kort efter Barbara for 28 år siden kom til verden på Rigshospitalet, gik hendes forældre fra hinanden. Moderen flyttede, med sin baby, til Mozambique som fotograf for en nødhjælpsorganisation. Selv om Barbara kommer fra en ’stærk familie’, med en mor, der hele livet har kæmpet for andre menneskers rettigheder ude i verden, følte hun sig rodløs.
»Jeg husker min barndom som om, at jeg søgte nogle, der mindede om mig selv – uden at finde dem. Jeg havde ikke rigtigt en plads, hverken farvemæssigt eller interessemæssigt, og jeg følte mig lidt som en outsider. Jeg var et lidt underligt barn, der gik og dagdrømte rigtig meget.«
Man skal ikke undervurdere genetisk arv, mener hun.
»Jeg er bare lidt mere voldsom, lidt mere.... eksplosiv og kan fylde en del. Så jeg tror, det var en blanding af min personlighed, hud og min hvide mor. Der var ingen, der ligesom lignede mig,« husker hun.
Efter nogle år mødte hendes mor en ny mand fra Sydafrika (ham Barbara i dag kalder for far), og i 1991 flyttede familien til hans hjemland og boede der i syv år.
Men selv om der var mere farve i Sydafrikas befolkning end i den danske, skilte Barbara sig stadig ud fra mængden.
»Der var de hvide børn, der var opvokset på én måde, og så var der de sorte børn, der var opvokset på en anden. Jeg fik altid at vide, at jeg ikke var som dem og følte mig i en gråzone.«
Som hun siger: ’Jeg er ikke hvid, jeg er ikke sort, hvem er jeg?’
En enspænder
Alligevel var hun aldrig ensom.
»Nej, det følte jeg mig faktisk aldrig. Jeg har altid været lidt en enspænder og har altid godt kunne lide at observere. Samtidig kan jeg også være meget udadvendt og kan selv skabe et rum og være i. Det er så selvmodsigende,« erkender hun grinede om den præstationsangst, hun lider af på det personlige plan, men som hun lærte at kontrollere, da hun fandt sin sangstemme.
»Jeg har altid haft en stor musikalsk interesse, men var som barn meget sky for at synge foran andre. Det var først, da jeg var 12-13 år og meldte mig til kor i Danmark, at lærerne pludselig ville have mig som frontsangerinde. Det kom meget bag på mig, og var ikke populært blandt de andre piger. Men jeg blev mere og mere sikker på mig selv og min stemme. Selv om jeg nu stadig godt kan glemme, at jeg kan synge,« som hun siger.
Synge, kan hun i en grad, at de seneste to-tre år har været fantastisk hektiske for sangerinden. Hun slog for alvor sit navn fast med hits som ’Dum for dig’ og sin medvirken i TV2-programmet ’Toppen af poppen’ sidste år, hvor hun gav en kuldegysende fortolkning af Anne Dorte Michelsens ’Indianer’.
2015 tegner også til at blive forrygende. Hun har optrådt til Danmarks Indsamlingen på DR og er netop hjemvendt efter en uge til Afrika som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp. Til sommer skal hun optræde i Tivoli, på festivaler og spille et utal af koncerter, ligesom hendes nyeste single ’Gør Mig Lykkelig’ ligger som den femte mest spillede i dansk radio. Og så har hun fået plads i panelet på det populære P3-program ’Mads og Monopolet’.
Alt det virkede fuldstændig utopisk i 1998, da Barbara var 11 år og familien flyttede fra Sydafrika til Danmark. For selv om det på mange måder var en ’befrielse’ at komme væk fra Sydafrikas råhed, ventede der i Vanløse en anden slags hårdhed. Ikke på gaden, men derimod i skolegården.
Mobbet i skolen
’Kulhoved og ’negerluder’. Øgenavnene blev hurtigt hverdagskost for Barbara Moleko, da hun flyttede til det kolde nord, startede i 5. klasse og skulle til at lære dansk. I Sydafrika havde hun kun talt engelsk med sine forældre.
»Hold k***, hvor blev jeg totalt mobbet. Jeg var sådan lidt en særling i skolen og helt klart et nemt offer,« husker hun om tiden i folkeskolen.
Hendes mor er nødhjælpsarbejder og kæmper for de svage i verden. Det karaktertræk er gået i arv til datteren.
»Min mor sagde altid, da jeg var lille: ’don’t be sad, be mad’. Du skal handle, i stedet for at være ked af det. Uretfærdighed har altid gået mig ekstremt meget på, og den måde de bedst kunne ramme mig på, var at drille andre, for det fik mig helt op i det røde felt. Blev jeg drillet personligt, prellede det ret meget af, det var sådan mere ’whatever’. Måske fordi jeg har to stærke forældre og et solidt bagland. Fordi jeg havde andre ting at deale med fra min barndom, der måske fyldte lidt mere,« som hun forklarer.
Mødet med far
En af de ’andre ting’ var mødet med hendes biologiske far, da hun var 10 år gammel. Han døde tre år senere i 1999, og Barbara er glad for, at hun nåede at få kontakt til ham.
»Min mor mødte ham tilfældigvis på en gade i Sydafrika. Det viste sig, at han boede lige rundt om hjørnet. Det var virkelig syret, for tre måneder forinden havde jeg pludselig fået lyst og behov for at møde ham,« siger hun.
Mødet gav hende en afklaring.
»Jeg fandt hurtigt ud af, at hans plads var et andet sted. Jeg havde jo en far, så han var mere sådan en ‘hyggeonkel’, som jeg fandt ud af, ikke skulle spille så stor en rolle i mit liv. Men det var superfedt at lære ham lidt at kende – og så lukke den dør. Nu har jeg et smukt og fint billede af min... hvad hedder sådan noget... biologiske far,« siger hun og tilføjer med et smil:
»Jeg hørte ham aldrig synge, men folk siger, han havde en stor, flot stemme.«
Den er gået videre til hans datter, som kan takke arven fra ham for, at hun kom igennem de hårde år med mobning – uden at lade sig knække.
»Det gælder om at finde grænsen i sig selv. Finde ud af, hvad man virkelig er god til og så fokusere på det,« som hun siger om tiden i folkeskolen.
Hendes fokus var rettet mod en ny opdagelse af, at hun faktisk kunne synge. Ikke bare ramme tonerne, men virkelig synge sin sjæl og sine følelser ud. Hun fandt også ud af, at hun kunne skrive sange og udkom i 2012 med sit album ’Lykken er...’
Netop nu har hun travlt med at lægge sidste hånd på sit nye album, der efter planen udkommer til sommer.
Albummet, der også denne gang er på dansk, handler slet og ret om noget, der har fyldt hendes liv de seneste år. Kærlighed.
Både den til sin kæreste og den til deres datter på 16 måneder.
»Jeg havde faktisk tænkt, at dette album skulle have samfundstemaer. Men da jeg gik i gang, var min inspiration kærlighed. Både fortid og nutid, og hvordan kærlighed til min ’baby-papa’ ligesom vokser på en eller anden måde, når man finder ud af, hvor god en far ens mand er. Det har fyldt rigtig meget,« forklarer hun om forholdet til kæresten gennem fire år.
Velovervejet baby
Graviditeten var meget velkommen for Barbara Moleko, der altid har ønsket sig en masse børn, før hun fyldte 30 år.
»Det var ikke planlagt, men velovervejet. Men jeg blev nødt til at have både min kæreste, min mor, mit pladeselskab og min manager med på ideen, for at det kunne fungere. Nu har jeg så en lille, udvidet familie, der alle elsker min pige. Så skal jeg bare lige overbevise min mand om, at det er en god ide med et lille fodboldhold,« siger hun og griner højt.
Som med alt andet her i verden lod Barbara sig ikke kue af sin graviditet, selv om den bød på alle former for besværligheder fra bræk til bækkenløsning. I stedet fortsatte hun med at optræde, skiftede de høje stiletter ud med flade sko og fik en barstol på scenen, da det blev for hårdt at stå op.
I oktober 2013 fødte hun sin datter blot fire uger efter sin sidste store koncert i Store Vega i København.
»Det var en mega fed aften, og det var fedt at holde sig kørende med arbejde. Når jeg var på scenen, blev jeg glad og koncentreret, og alle problemer forsvandt,« som hun siger.
Efter fødslen gik der præcis ti dage, før hun igen hoppede i en stram kjole og deltog i Danish Music Awards 2013. Her skulle hun på scenen og uddele en pris.
»Min kæreste stod omme bagved med vores nyfødte datter. Det var kun et kvarter, jeg var væk, selv om det føltes helt vildt. Men det gik jo fint, og vi har altid haft behov for, at hun skulle være en udadvendt lille prut,« siger hun.
Efter koncerten holdt hun fri i tre måneder, før hun atter gik i gang med arbejdet.
»I starten havde jeg dårlig samvittighed over at være væk, og det var måske også lige tidligt nok. Men det sjove er, at jeg har virkelig har lært at bruge mit fokus, når jeg er hjemme,« siger hun.
»Jeg er altid mor, men når jeg er på arbejde, er min datter parkeret et sted i mit hjerte, så jeg kan være på. Men når jeg har fri, er der 100 pct. fokus på hende. Jeg kommer ikke træt hjem, tænder for tv’et og kan ikke overskue mit barn. Jeg er tilstede og det virker – i hvert fald for os.«
Kamp for håret
Som nævnt er det Kvindernes Kampdag i morgen. Over hele verden rettes fokus mod kvinders stilling. Barbara Molekos stilling er gjort op. Hun satte trumf på sin egen personlige revolution, da hun var i starten af tyverne. Det var her, hun – med saksen – tog det sidste vigtige skridt mod at acceptere sig selv.
Den selvtillid og erkendelse af at være god nok, som hun fandt i musikken, gav hende mod på at omfavne selve symbolet på alt, hvad der var anderledes ved hende – afrohåret.
»Det er som om, der er en hår-revolution i gang blandt sorte kvinder over hele kloden, hvor det er okay at have afrokrøller. Men folk har gemt deres hår så meget, at de ikke har lært, hvordan man passer og plejer afrohår og får det til at se godt ud. Jeg har selv måttet se videoer på You-Tube for at lære det.«
I mange år gemte hun selv sine krøller.
»Jeg kunne ikke styre min hudfarve. Derfor havde jeg behov for at styre mit hår og havde dreadlocks for at kunne kontrollere det bare lidt. Jeg var fu***** åndssvag,« siger hun og ryster på hovedet af sig selv.
»Men jeg blev ældre, og mere politisk bevidst. Mine idoler var sangerinder som Erykah Badu, hippie-kunstnerkvinder, der lod håret gro og være vildt. Så en dag klippede jeg det hele af. Endelig turde jeg give slip og ’let it all hang’. Det var en befrielse og dejligt at folk syntes, at jeg faktisk er smuk som den, jeg er. Det var helt... mærkeligt.«
