Selvom forfatteren Lise Nørgaard var 104 år gammel, da de indledende samtaler om den kommende 'Matador'-musical begyndte, så vidste hun udmærket, hvad hun sagde ja til.

Det fortæller hendes datter Bente Flindt Sørensen.

Hendes mor, der døde 1. januar i en alder af 105 år, havde en skarp hjerne til det sidste:

»Hun var meget jordbunden og meget rationel. Hun vidste godt, hvad hun talte om. Det kan godt være, at hun var gammel og gik dårligt og så dårligt og hørte dårligt, men hovedet fungerede 100 procent. Så hun vidste godt, hvad hun sagde ja til,« fortæller hun.

Bente Flindt Sørensen var med til at præsentere skuespillerne til den nye musical.
Bente Flindt Sørensen var med til at præsentere skuespillerne til den nye musical.
Vis mere

Selvom 'Matador'-musicalen først har premiere i 2024, så begyndte den indledende snak om musicalen allerede i 2021, hvor Lise Nørgaard fik at vide, at filminstruktøren Susanne Bier gerne ville lave en musical om den legendariske serie.

Den idé var Lise Nørgaard, der var stor fan af Susanne Bier, med på.

Der blev skrevet kontrakt med DR i foråret 2022, og selv om Lise Nørgaard på det tidspunkt var 104 år, så var hun stadig frisk nok til at kunne være med til tilblivelsen af manuskriptet.

»Susanne Bier og mor mødtes første gang 1. februar 2022. Herefter mødtes de i foråret flere gange og drøftede indhold, ligesom de havde en fotosession,« fortæller Bente Flindt Sørensen.

Hele holdet til 'Matador'-musicalen.
Hele holdet til 'Matador'-musicalen. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»De talte om, hvad der skulle med og ikke med, og hvad der eventuelt skulle skæres fra. For når der skulle skæres ned fra 24 afsnit til én forestilling af et par timers varighed, så skulle det være forholdsvis stramt, og det, gætter jeg på, er blandt andet årsagen til, at stuepigen Agnes og hendes politisk aktive mand, Lauritz 'Røde' Jensen, ikke er med i musicalen.«

Arbejdet med musicalen gik hurtigt, og Lise Nørgaard fik første udkast at se i august sidste år.

»Jeg gennemgik det med min mor, så hun vidste, hvad det hele bestod af. Jeg læste det op for hende. Hun kunne ikke selv se eller læse, så hun blev nødt til at få det læst op og gennemgået,« siger Bente Flindt Sørensen og tilføjer, at de efterfølgende mødtes og drøftede udkastet med Susanne Bier og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen.

»Men min mor har hele vejen igennem – efter at have haft møder med Susanne – været positiv og spændt og fuld af tillid til projektet,« siger Bente Flindt Sørensen og tilføjer, at Lise Nørgaard og Susanne Bier brugte en del tid på at tale om, hvordan de enkelte figurer skulle fortolkes.

Lise Nørgaard var skarp til det sidste, fortæller hendes datter.
Lise Nørgaard var skarp til det sidste, fortæller hendes datter. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Lise Nørgaard har fortalt i flere interview, at selv om hun elskede og var stolt af sit hovedværk 'Matador', så var hun lidt ærgerlig over, at folk altid fokuserede så meget på serien, da hun mindst lige så gerne ville huskes for at have været en dygtig journalist.

Hendes børn, der alle var voksne, da Lise Nørgaard skrev serien, har dog ikke på samme måde følt, at serien skyggede for dem.

»Mor skrev den jo i 70erne, hvor vi var i gang med vores karrierer og havde små børn. Så det berørte ikke os,« siger Bente Flindt Sørensen

Så det har ikke været en stor del af jeres liv?

»Nej, nej, det synes jeg slet ikke. Hun skrev det, og vi vidste det, men det var ikke noget, der påvirkede vores hverdag overhovedet – andet end på den gode måde, kan man sige,« fortæller Bente Flindt Sørensen

Ville din mor gerne selv have set musicalen?

»Ja, det tror jeg bestemt, men hun vidste jo også godt, at det måske ikke var helt realistisk, da den først skulle have premiere  i foråret 2024. Så skulle hun blive næsten 107 år.«

Den nye 'Matador'-musical får åremier i 2024 og vil blive spillet på henholdsvis Frederiksberg, i Vejle og i Holstebro.

Lyt til portrættet af Lise Nørgaard i 'Den, vi taler om' lige her: