Efterspillet, til af en af de efterhånden nok mest omtalte koncerter på årets Glastonbury Festival, fortsætter.

Nu melder også den licensfinansierede tv-station BBC sig i koret.

BBC og tv-stationens generaldirektør, Tim Davie, kom under kraftig beskydning efter punk-duoen Bob Vylan under en koncert lørdag lod forsangeren, Pascal Robinson-Foster og publikum synge »Frit, frit Palæstina« og »Død, død over IDF (Israels militær, red.).«

Koncerten blev livetransmitteret af BBC, hvilket har fået hård kritik fra premierminister Keir Starmer, og også har fået ham til at kræve en redegørelse fra tv-stationen.

Forsangeren for Bob Vylan på scenen på Glastonbury lørdag.
Forsangeren for Bob Vylan på scenen på Glastonbury lørdag. Foto: Oli Scarff/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nu erkender BBC, at optagelser fra festivalen indeholdt »fuldstændig uacceptable« antisemitiske følelser, og at BBC »burde have slukket« livesignalet under Bob Vylans anti-IDF-sang.

I første omgang mente tv-stationen ellers, at de havde forsikret sig mod efterfølgende problemer ved dels at bringe en advarsel om »meget stærkt og diskriminerende sprog« dels ved at fjerne muligheden for, at koncerten efterfølgende kunne streames.

Men i en ny erklæring udsendt mandag, strammer BBC, i følge The Guardian, nu retorikken.

»BBC respekterer ytringsfriheden, men tager stærkt afstand fra opfordringer til vold. De antisemitiske følelser, som Bob Vylan gav udtryk for, var fuldstændig uacceptable og hører ikke hjemme i vores sendeflade,« lyder det nu:

»Teamet havde at gøre med en live-situation, men set i bakspejlet burde vi have stoppet streamingen under forestillingen. Vi beklager, at det ikke skete,« lyder det fra BBC.

Også hos bandet Bob Vylan har efterspillet krævet eftertanke:

»Da jeg lå i min seng i morges, buzzede min telefon non-stop med beskeder både med støtte og had,« skriver forsangeren i et opslag på Instagram.

Han nævner ikke koncerten med ét ord, men beskriver istedet i et længere opslag, hvordan hans datter i en meningsmåling netop er i gang med at kræve bedre mad i skolen.

»At vi lærer vores børn at råbe op om de forandringer, de ønsker er den eneste måde, vi kan gøre verden til et bedre sted,« skriver han i opslaget, der dog er lagt op med overskriften:

»Jeg sagde, hvad jeg sagde.«