Eddie Argos’ underfundige tekster kan heller ikke denne gang redde Art Brut, der med ’Brilliant! Tragic!’ forlænger karrieren på bedrøvende kedelig vis.
Art Brut skulle nok bare være stoppet efter 2005’s fine debutalbum ’Bang Bang Rock & Roll’. For først kom den dårlige opfølger ’It’s a Bit Complicated’ og siden det to år gamle dødsspjæt ’Art Brut vs. Satan’, som fan og Pixies-mand Frank Black ellers producerede dejligt beskidt.
Blacks fiksfakserier bag knapperne kunne dog ikke løfte de dårlige sange, og det kan de heller ikke på foreliggende ’Brilliant! Tragic!’, der er Art Bruts mest modne, afdæmpede og også kedeligste udspil til dato. Igen er Eddie Argos’ lyrik noget nær det eneste, der trækker op.
Men Art Brut er ikke gode til at skrive sange, der passer til tekster om begravelser og sammenbrudte forhold, og det giver som sådan heller ikke mening, at en superironiker som Eddie selv pludselig har sat sig for at være seriøs.
Uinspireret
Art Brut har skruet gevaldigt ned for tempoet og stemningen, og disse ti sange er stort set alle helt uden bid. Argos’ åbnende udfald mod jazzsnobber i ’Clever Clever Jazz’ er ganske morsomt, men den uinspirerede musik bag ham drukner totalt budskabet.
Endnu værre er førstesinglen ’Lost Weekend’, der lyder som en virkelig skidt b-side fra et vilkårligt britisk band, der aldrig nåede med på Franz Ferdinand-bølgen for fem år siden, og inklusionen af riffet til ’(I Can’t Get No) Satisfaction’ burde få Stones til at sagsøge.
Pixies-inspirationen kan tydeligt høres i intetsigende ’Sexy Sometimes’ og ikke mindst i lukkeren ’Sealand’, mens ’Is Dog Eared’ og ’Ice Hockey’ begge er seks minutter lange mislykkede forsøg fra Art Brut på at strække begrænsede musikalske idéer ud til noget, de slet ikke kan bære.
Med Axl Rose mod verden
Ligesom det var tilfældet med ’Art Brut vs. Satan’, er der heldigvis enkelte undtagelser, der redder ’Brilliant! Tragic!’ fra at ende som den totale tragedie.
Den ene er ’Bad Comedian’, der swinger charmerende, og hvor Jasper Future og Ian Catskilkins guitardueller faktisk er forfriskende kreative, og så er der Argos-perlen ’Axl Rose’, der handler om at rotte sig sammen med Guns n’ Roses-sangeren, når hele verden er imod én.
Men det er alt for få lyspunkter på en overordnet set håbløs plade, der desværre ikke ændrer ved det faktum, at Art Brut nu har spillet musikalsk fallit i mere end fire år.
Tragisk.
