Der var stort set intet tilbage af ungdommens energi hos Wire, da de i aftes lagde vejen forbi Lille Vega – det var mestendels intetsigende synth-pop. Bare uden synthesizere.
Over 31 år er der gået, siden London-gruppen Wire sidst udgav noget skelsættende. Til gengæld var dét så også albummet ’154’ – mesterværket af trioens i alt tre perleplader inden for den på det tidspunkt blomstrende post-punk. Det er faktisk en af genrens allerbedste, i det hele taget.
Efterfølgende gik de tre fra hinanden, og guitarist Colin Newman debuterede suverænt som solist med 1980’s ’A-Z’. Siden er Wire dog blevet gendannet og opløst flere gange, men de nye toner har sjældent vakt begejstring; om det så har været 80’ernes dansable sager eller 00’ernes forsøg på en tilbagevenden til rødderne.
Pt. er d’herrer aktuelle med deres tolvte album, ’Red Barked Tree’, der fortsætter retrostilen fra forrige årti uden den afgørende succes. Det er dog en udmærket plade, som under alle omstændigheder syntes interessant nok at have med i bagagen op til koncerten i Lille Vega.
Rustne rytmer
Men lad det være sagt igen; det er over 30 år siden, at Wire var på toppen, bandmedlemmerne nærmer sig alle de 60, og dét var desværre også tydeligt fra koncertens start, hvor især trommeslager Robert ”Gotobed” lagde et alt for rustent rytmisk fundament.
At Colin Newman og Graham Lewis forrest på scenen så heller ikke gjorde meget væsen af sig, var samtidig et problem af de større, især fordi koncerten var bundet op omkring den nyeste plade og de mere anonyme sange fra 80’ernes albums.
Noget overraskende mindede Wires optræden, rent musikalsk, faktisk om Ultravox’ i Pumpehuset for et år siden, men det var uden den spilleglæde, man så hos Midge Ure og co. – kun ekstraguitaristen Matt Simms gjorde for alvor noget for at holde liv i foretagendet…
Musikalske mellemløsninger
Man måtte skuffet konstatere, at Wire live anno 2011 langt fra har det unikke udtryk, som dengang da de fusionerede punk og art-rock – næh, i dag lyder de som en kedelig krydsning af førnævnte Ultravox, Gary Numan og New Order tilsat lidt storladen stadionrock a la The Cult.
Der blev sjældent afveget fra den bøvede musikalske mellemløsning, på nær når der blev sat trumf på med heavy metal-agtige ’Moreover’ og ’Underwater Experiences’, og under de få, korte numre, der blev spillet fra 70’er-pladerne.
Af disse var ’Two People in a Room’ en fryd af et ekstra energisk ”pusterum”. Det samme var ’106 Beats That’, men de to sange udgjorde kun meget få minutter af den halvanden time lange koncert. Desværre.
Lidt af et paradoks
Efter mange minutter ørkenvandring, blev der rundet af med et støjinferno i slutningen af en mere end ti minutter lang ’Pink Flag’, der understregede, at der stadig er liv i Wire, men som samtidig fremstod stærkt malplaceret i en koncert, hvor alt alt for mange sange landede i midterrabatten.
Nogle vil sikkert mene, at det er omsonst at anklage Wire for, at de ikke lyder, som de gjorde for 30 år siden, og det var sådan set heller ikke dét, der var det primære problem.
Dét var, at Wire anno 2011 intet nyt har at byde på, og egentlig bare står som en kedelig kopi af de bands, de selv banede vejen for i sin tid. Og dét er egentlig lidt af et paradoks.
