Den danske duo DreamJockey spiller let eksperimenterende pop med atypisk højtravende tekster, der står som interessant modstykke til den ikke er alt for overbevisende musik.
Det er egentlig et imponerende rigt et lydbillede DreamJockey skaber. Det danske foretagende udgøres blot af guitarist/sanger Kristian Harting og trommeslager Mads Beldring, men det kan ikke høres på de tos andet album, det ambitiøst titulerede ’Earthquakes, Religion and Heartaches’.
Her får man otte let eksperimenterende sange, der desværre vil mere, end de kan – ’Earthquakes’ er Radiohead med et strejf af kor a la de danske kollegaer i Slaraffenland, ’Seek and Destroy’ lyder som noget, Wilco kunne have skrevet, mens ’Christiania Girl’ er Paul Simon på syre.
Sådan fortsætter det, og det er albummets største (og eneste rigtige) problem; DreamJockey kan ikke finde deres egen stil. Og det, der alligevel adskiller duoen fra kollegaerne herhjemme er sangteksterne, der er inspireret af livet i København, samt større samfundsmæssige spørgsmål.
Væk fra folk’en
Albummet varer kun en god halv time, men man når alligevel at kede sig i selskab med de to danskere. Musikken er simpelthen ikke stærk nok, og sangene brister under teksterne, der er for udpenslende og virker ekstra anmassende, idet de ikke underbygges af solide toner.
Bedst går det, når DreamJockey bevæger sig væk fra den komfortable neo-folk og ud på dybt vand – om det er så er i form af støjende guitar i slutningen af ’Earthquakes’, eller via de sitrende trommer og legen med stilhed i dejligt strukturløse ’Satellite’ – hér taler musikken for sig selv.
Højdepunktet er ’Hurrah’, der er bygget op omkring et kreativt trommebeat, mens man i løbet af de knap fem minutter opbygge en euforisk stemning via synths, inden trompeter overraskende træder ind midtvejs. Hvis bare Harting og Beldring havde flere af den slags påfund…
Ufuldendt eventyr
’Earthquakes, Religion and Heartbreaks’ er et ambitiøst album, der har været længe undervejs, og man mærker bestemt, at de to herrer har kælet for hver enkelt lille detalje. Men det nytter bare ikke meget, når man kun har holdbart materiale til halvdelen af spilletiden.
Der masser af gode takter, og DreamJockeys greb på folk for den digitale tidsalder er mere interessant end de fleste andre danske kollegaers ditto, men man sidder alligevel tilbage med indtrykket af at have lyttet til afsættet til noget stort; et ufuldendt eventyr.
Måske næste gang.
