Frithjof Toksvig følger bag aliasset Ekko op på 2007’s solodebut med det selvproklamerede søndagssoundtrack, ’Any Given Sunday’. Og det er lige så rart og uforpligtende som sidst.
Frithjof Toksvig er efterhånden en erfaren herre på den danske musikscene. Han startede som guitarist i undergrundsbandet The Poets og sprang omkring årtusindeskiftet ud som producer, da han sad bag knapperne for blandt andre Swan Lee og Mikael Simpson.
Samtidig begyndte Toksvig på egen hånd at komponere instrumental musik og debuterede som filmkomponist, da han stod bag musikken til Ole Christian Madsens ”Pizza King” og siden samme instruktørs ”Nordkraft”, og i 2007 udsendte han sit første soloalbum ’I Know That I Am Human’.
Sidstnævnte under navnet Ekko, som han lagde på hylden under de seneste års samarbejde med førnævnte Mikael Simpson og Jørgen Leth, men nu er han tilbage med Ekko-album nummer to ’Any Given Sunday’. Og dét ligger i fin forlængelse af debuten og Simpson/Leth-udgivelserne.
Bredt stemningsspekter
Toksvig kalder selv ’Any Given Sunday’ for ”et forsøg på at lave det perfekte soundtrack til søndage” (Frithjofs egne søndage, må man formode) og at dømme ud fra albummet, så løber de idyllisk og ganske roligt af stablen.
Dér, hvor Ekko indfanger den stillestående søndagssløvhed bedst, er i titelnummeret, som også er albummets bedste; jazzede trommer åbner sangen, så et klaver, så cello, så trompet, så synths, så bas, og således når man igennem et dejlig bredt stemningsspekter inden for blot fire minutter.
Det er tydeligt, at Toksvig har haft meget at sige i samarbejdet med Simpson og Leth, for musikken minder mildt sagt en del om de to plader, trioen indtil videre har indspillet. Særligt i sange som ’Receptors’ og ’Slow Wish’, hvor man bare venter på, at Leth springer på banen med et digt.
Fortrinlig at koble af til
Albummet veksler mellem elektronisk fokuseret pop som i pulserende ’Human Dub’ og knitrende ’Leaves of Grass’ – begge sange, der ender med at lyde som noget, der hører hjemme i starten af 90’erne, mens ’Let’s Have Some Tranquility’ omvendt minder om Pink Floyd.
Ekko er klart bedst, når Toksvig er ekstra ambitiøs som i den over seks minutter lange ’H.H.’, hvor mundharpe og cello er med til at iscenesætte et afdæmpet drama, og i ’Ocean Girls’ nærmer han sig en drømmepoppet forløsning, der understreger hans evner som stærk melodismed.
Samlet set er ’Any Given Sunday’ (som det også var tilfældet med Ekko-debuten, samt Toksvig/Simpson/Leth-pladerne ’Vi sidder bare her’ og ’Ikke euforisk’) fortrinlig at koble af til: En gedigen, men også uambitiøs søndagsplade.
Og som filmkomponist burde Toksvig kunne stable et stærkere musikalsk drama på benene.
Det ville i hvert fald hæve hans plader og ikke mindst omdømme som komponist. Måske næste gang?
