Franske David-Ivar Herman Dune er en sjov herre, hvis evner til at skrive spøjse sangtekster, som man rent faktisk lytter efter, kun ses magen til hos hans idoler i Modern Lovers og Silver Jews.

”Herman Dune” er navnet på en bemærkelsesværdig fransk duo. Hjernen bag, er David-Ivar, der skriver de inspirerede popsange og de sjove tekster og som i sin fritid bedriver tegneserieinspirerede kunstværker – ikke ulig med en anden aparte sangskriver, Daniel Johnston.

Sammen med trommeslager Cosmic Neman har han siden årtusindeskiftet udgivet et hav af sange, der hele tiden er drejet i en mere og mere poppet retning, og som kulminerede i 2006 med en Muppet Show-agtig musikvideo til sangen ’I Wish That I Could See You Soon’.

Men det store gennembrud lader stadig vente på sig på trods af, at giganter som Arcade Fire personligt har udvalgt duoen som opvarmningsband til flere af deres koncerter, og på trods af at de popsange, som franskmændene lægger navn til, bestemt intet fejler.

Sært underholdende

På ’Strange Moosic’ disker duoen op med atter 12 nye, mere end kompetente popsange – David-Ivar lyder stadig utroligt meget som Jonathan Richman fra Modern Lovers, og størstedelen af melodierne står stadig som små hyldester til Herman Dunes klassiske singer-songwriter-idoler.

’Tell Me Something I Don’t Know’ låner fra poppens guldalder i 60’erne, ’Be a Doll and Take My Heart’ er en omskrivning af Tom Pettys ’Learning to Fly’, ‘Lay Your Head on My Chest’ kunne Lou Reed have stået bag og ’In the Long Long Run’ planker Silver Jews’ alternative country.

Musikalsk gør Herman Dune det godt, men siger altså sjældent noget nyt, og teksterne er således noget mere interessante. De omhandler primært skæve kærlighedsforhold – det er der for så vidt intet nyt i – men David-Ivars hverdagsfortællinger er og bliver på uforklarlig vis sært underholdende.

Et underfundigt bekendtskab

Pladens måske bedste sang ’Ah Hears Strange Moosic’ handler om at have en ”mærkelig” musiksmag, ’The Rock’ sender på én gang hilsener til Alfred Hitchcock og Bob Dylan, mens teksten om et kuldsejlet forhold i ’Just Like Summer’ akkompagneres fint af dramatiske toner.

Det giver ikke mening at trække enkeltstående sangcitater frem hér, da sangene også sammen udgør et større hele – det anbefales i stedet at man tager ved den røde tråd og følger Herman Dune hele vejen gennem historierne.

Men alt i alt er der, som sagt, lidt for lidt at begejstres over på den musikalske front, men Herman Dune får ekstra point evnerne til at holde i hvert fald denne lytter fast via sangenes spøjse fortællinger.

Og som sådan er de tro franskmænd stadig et fornøjeligt og underfundigt bekendtskab, der særligt anbefales til de lyttere, der kan finde på at sætte sangtekster højere end musikken.