Hårdarbejdende Highway Child spiller autentisk, gammeldags rock ’n’ roll. Og deres tredje, selvbetitlede album, er udført til UG, men stadig ikke meget mere end solidt håndværk.
Highway Child ved, hvad de laver. De har rockens referencer på det tørre. De spiller fantastisk sammen. De nærmest lever på landevejen. Kort sagt er der ikke meget bullshit forbundet med denne kvartet. Til gengæld er der så heller ikke så meget at lade sig rive med af.
Når man har set Highway Child live, så ved man, at de fire herrer trykker den gedigent af og giver den gas i en grad, så man skal være lavet af sten for ikke at rocke med. Men fra scene til plade er der altså langt, for d’herrer lever nu engang på live-energi og gennemslagskraften fra scenekanten.
I studiet lyder landevejsungerne bare som så mange andre bands, der hylder den klassiske rockmusiks to store årtier – 60’erne og 70’erne – og har man ikke sangene, der kan føje noget nyt til den klichétunge genre, så vil man næppe nogensinde kunne skabe andet end godt håndværk.
Og det gør Highway Child da heller ikke denne gang. Men autenticitet er der stadig masser af.
Alt sammen ok
Albummet som bare hedder ’Highway Child’ er ellers sat flot i scene af produceren Per Sunding, der tidligere har siddet bag knapperne for blandt andre The Cardigans og Sort Sol, og man mærker fra start, at der denne gang er gjort ekstra ud af arrangementerne.
Men resultatet er stadig et lidt for konservativt rockalbum, der dog denne gang gør en anelse op med Woodstock-generationens strengevridende bands – nu hylder Highway Child i stedet deres egen generation af retrorockere.
Der åbnes således med to meget Black Rebel Motorcycle Club-agtige og ret enslydende numre; ’Something New to Get Fooled By’, som også skylder T. Rex en del, og pulserende ’Hangman’s Blues’, der med sin tørre slideguitar kunne have hørt hjemme på BRMC’s ’Howl’-plade.
Andre steder opdateres den klassiske blues, som i ’Play for Soul’, der lyder henad Bob Dylans Charley Patton-hyldest ’High Water’ eller ’Love Love Love (I’m Gonna Take It Out on You)’, der kunne have hørt hjemme på et album af The Black Keys. Alt sammen ok og intet andet.
For få overraskelser
Bedst er den soul’ede ballade ’Real Love’, der emmer af barstemning; ’Shades of Blue’, hvori guitarist Paw Henriksen viser med sin solo, at han i hvert fald ikke har glemt Hendrix, og banjo-afstikkeren ’Copenhagen Bye Bye’, der ryster lidt op i det hele.
Der som sagt ikke en finger at sætte på det solide stykke håndværk, som Highway Child (endnu engang) disker op med. Men der er for få overraskelser og afvigelser fra de rockskabeloner, som tusinder og atter tusinder af musikere allerede har skamredet før disse fire københavnere.
Så er spørgsmålet bare, om man ønsker friske toner i ørerne, eller om man trives bedst med mere af det gode gammeldags og det velkendte…
