Stemmen lyder som den plejer. Musikalsk er vi nede i lavere tempo end normalt, men stadig med en ond guitar i baggrunden. D.A.D.-sanger Jesper Binzer udsender endnu en single fra sit kommende solo-album ’Dying is Easy’ – og denne gang følger der en video med. Se den her på bt.dk for første gang, og se for første gang Jesper Binzer uden denim - hvidt pimp-jakkesæt.

https://www.youtube.com/watch?v=vsB4SRT4FQ4&feature=youtu.be

'Rock on Rock on Rock’ er filmet i samarbejde med Stevan Treshow, der tidligere har arbejdet med Binzer på videoen til 'I Want What She´s Got”, hvor D-A-D legede drag queens.

»D-A-D har ikke udgivet et nyt album siden 2011. Så jeg har stået klar, vandkæmmet i nogen tid, efterhånden med en masse idéer til nye numre. Da det så igen blev besluttet, at vi skulle holde pause, fik jeg lyst til at indspille mit eget. Der skal meget stærke piller til at slukke de melodier, der kører rundt inde i hovedet på mig. Det var simpelthen musen, der bankede på,« sagde Jesper Binzer for nylig til BT som begrundelse for sit solo-projekt..

Binzer er på vej ud på en længere solo-turne med et band, bestående af Søren Andersen, guitar, Christian Hede, guitar, Anders Borre, bas, og Jakob Rønlow, trommer.