Væggene er plastret til med plakater, sminkebordet fyldt med særlige parfumer og cremer, og i hjørnet står en menneskehøj papfigur af favoritten Harry Styles. Man er ikke i tvivl om, at man besøger en superfan af irsk-britiske One Direction, når man træder indenfor i teenageværelset hos 14-årige Sara Mathiesen i Espergærde.

- Jeg glæder mig til at høre alle de sange, jeg har gået og sunget med på, live. Og det bliver så vildt at se dem igen – helt tæt på. Det bliver helt surrealistisk, at de ikke bare er på en computerskærm, men at de står lige dér foran en, siger Sara Mathiesen.

Hun glæder sig til at se sine store idoler Zayn, Niall, Louis, Liam og ikke mindst Harry på scenen i Parken i aften – og tirsdag. Som den store fan hun er, har Sara nemlig billet til begge koncerter.

De fem drenge i One Direction har på få år etableret sig som en af det nye årtusindes største popnavne. 31 millioner følger gruppen på Facebook, 19 millioner på Twitter, og på YouTube er deres musikvideoer blevet afspillet flere hundrede millioner gange.

Interessen mærker man også tydeligt på magasinet Vi Unge, hvor One Direction sammen med den jævnaldrende kollega Justin Bieber er de mest efterspurgte blandt bladets unge læsere, fortæller musikjournalist Marie Søndergaard. Hun er ikke i tvivl om, hvorfor netop One Direction er blevet så store.

- De kom først og fremmest på det helt rigtige tidspunkt, og så blev de selvfølgelig eksponeret gennem ’X Factor’ (den britiske udgave, hvor de blev nummer tre i 2010, red.). Men vigtigst af alt er de virkelig dygtige til at bruge de sociale medier. De er nogle søde drenge, der er nede på jorden, og det kan man mærke ud fra det, de lægger op. Deres fans føler, at de kender drengene, og derfor forbliver de interesserede, siger Marie Søndergaard.

Sara Mathiesen følger da også trofast flere One Direction-fansider på Facebook, og ud over seneste nyt om de fem drenge har Sara Mathiesen også fået en masse nye venner gennem fansiderne.

- I begyndelsen skrev vi mest om vores yndlingssange, og om hvem af dem vi bedst kunne lide. Men efterhånden er vi blevet tættere og tættere og skriver nærmest dagligt om alt muligt. Jeg er blevet rigtig gode venner med flere fra nettet, og vi har aftalt, at vi skal ligge i kø sammen inden koncerterne. Jeg glæder mig til, at vi alle sammen skal mødes, og jeg tror, at festen bare bliver endnu federe nu, siger Sara Mathiesen, der dog også håber på at komme lidt galt af sted.

- Jeg håber lidt på, at Harry kommer til at smide sin mikrofon i hovedet på mig, så jeg måske kan møde ham på den måde. Han ser nemlig så sød ud og synger så godt. Han går lige i hjertet, sukker hun dybt.

One Direction giver koncert i Parken i aften og i morgen, tirsdag den 17. juni, begge dage kl. 18.