I følge Maya-indianernes ældgamle kalender, slutter jordklodens tidsregning i dag, den 21. december. Ikke umiddelbart nogen specielt behagelig begivenhed, så måske et stykke musik kan berolige, mens kloden går op i flammer?

Det vil en række danske musikere i hvert fald gøre, hvis den frygtede apokalypse rent faktisk rammer i morgen. Musiktjenesten Wimp har spurgt dem til, hvilken sang de anbefaler som en god undergangs-melodi:

Sys Bjerre: Fun feat. Janelle Monáe – We Are Young

- Det afhænger af hvilken dag, man spørger mig, men hvis jeg skal vælge et nummer i dag ville det være ’We Are Young’. Fordi det nummer får mig til at holde op med at frygte døden. I hvert fald i 4 minutter.

Tue Track fra Malk De Koijn: Tchaikovsky – Dance of the Prince and the Sugar Plum Fairy

Først og fremmest fordi nummeret er kort, for hvis jorden skal gå under, så lad det ske i en helvedes fart, så folk lider mindst muligt. Men nummeret giver mig også lyst til bare at lukke øjnene og tænke på noget godt. Nummeret har det hele: alvoren, glæden, trygheden og ikke mindst stemningen af fantasi. Fantasiens verden har jeg altid godt kunne lide, det er et behageligt sted at være. Og måske især når jorden går under.

Vinnie Who: Fleetwood Mac – Never Going Back Again

Da jorden blev profeteret at gå under allerede tilbage i 2007 fik vi et opkald fra R. Kellys manager og en aftale kom i hus. Aftalen gik på, at de henter os i mr. Kellz rumskib sammen med andre heldigt udvalgte, hvor der vil blive serveret ’pagne og ‘garer til alle til det her nummer – på repeat.

Søren Balsner fra Carpark North: The LA – There She Goes

Det sidste nummer, jeg ville høre, hvis jorden gik under, skulle være ’There She Goes’ med The LA’s. Det er verdens smukkeste popsang, og så er den helt simpel, hvilket nok er meget sundt i en så presset situation som jordens undergang. Hvis man kan sige, at jorden har et køn, tror jeg, den er af hunkøn, så derfor passer sangen jo faktisk ret godt.

Siamese Fighting Fish: System Of A Down – Prison Song

Vi ville høre den sang, fordi den minder os om en episode til en bandjulefrokost, hvor bandet gik fuldstændig festamok i et energi- og drukrus uden lige. I det øjeblik var vi tilstede i øjeblikket. Det er sådan, vi gerne vil huske verden, og verden skal huske os. Som en vanvittig og stor fest omhyllet af en kæmpe energi- og drukrus!!!

Kira Skov fra Persona: Bob Dylan – Make You Feel My Love

Jeg ville lytte til Bob Dylans ’Make You feel My Love’. En af verdens smukkeste kærlighedssange, og det må vel siges at være på sin plads på sådan en dag!

The Floor Is Made of Lava: Blur – No Distance Left To Run

Trist med den undergang, så en trist sang at gå ud på. Blueset, beskidt og følsom guitar, der blender smukt ind med resten af pladens småsyrede, sfæriske univers. Hold kæft en anmelder-agtig sætning, men når alt kommer alt, så har det altid været en af mine yndlingssange og ikke mindst album – det er på papiret et sært mix med Blur og William Orbit som producer, men der var virkelig tale om modsætninger, der mødtes, og noget helt igennem fantastisk opstod.

Per Vers: Mase feat. Black Rob, DMX & The Lox: 24 Hours To Live’

Væsentlig mere hardcore aktiviteter end Nik & Jay ville bruge deres sidste døgn på jorden til. Der er ret mange som Mases venner vil skyde.

Kristoffer Rahbek: Phil Collins – You’ll Be in My Heart

Det skulle helt sikkert være ’You’ll Be in My Heart’ med Phil Collins. Så ville jeg samle hele familien omkring mig og bruge sangen til at sige, hvor meget jeg holder af dem :-). Sætningen: ’Yes, you’ll be in my heart – From this day on – Now and forever more’ – siger ligesom det hele. Og så er det jo bare en skide dejlig sang.

Niklas Schneidermann fra Magtens Korridorer:

Det sidste nummer jeg vil høre, inden jeg går under sammen med resten af jorden, er ’Jumpin’ Jack Flash’ med The Rolling Stones. Fordi det er verdens sejeste nummer. Det får mig til at føle noget i retning af ’jeg er en helvedes karl, og det det skal sgu nok blive sjovt, det her – bring it on’.

Se flere bud fra danske musikere på HER