Sangeren Justin Bieber aflyste mandag aften sin verdensturné 'Purpuse World Tour' på grund af 'uforudsete hændelser'. 'Næsten selvmord', kalder den danske musikekspert Henrik Milling beslutningen.

Det er ikke første gang, at Justin Bieber har skuffet sine fans. Under en koncert i Manchester i England forlod den unge popstjerne sine skrigende fans midt under koncerten, fordi han blev træt af, at de skreg højt, mens han snakkede. Han kom dog hurtigt tilbage og fortsatte koncerten.

Igen i Oslo afbrød Justin Bieber en koncert, da fans smed vand op på scenen - men denne gang kom han ikke tilbage

Nu er han gået skridtet videre og har på forhånd aflyst en hel stribe af koncerter, og det har efterladt en masse fans svært skuffede.

Henrik Milling, der arbejder for Danmark Radio og er popmusikekspert, mener, at Justin Bieber endnu engang opfører sig elendigt overfor sine fans.

»Det er en optrapning af hans uvaner. Det er massivt dårligt over for alle de fans, der skulle have en pissefed aften, tude, skrige og råbe. De bliver brændt af, og det skaber ikke noget godt. For satan, hvor er det nærmest selvmord,« siger Henrik Milling.

Justin Bieber voksede op med sin lavt bemidlede alenemor, der fik ham som 18-årig. Og Henrik Milling mener blandt andet, at det er de trange økonomiske kår og manglende støtte fra familien, der har gjort det svært for Justin Bieber at håndtere sin succes.

»Han er bare så skrøbelig og langt ude, så han efterhånden bare sejler. Han er jo en katastrofe, det er der ingen tvivl om. Her har vi at gøre med et stykke 'white trash' fra Canada, der kommer fra små kår, som i en ekstrem ung alder bliver en popgud. Han håndterer det dårligt, og han har næppe den mentale styrke til det, eller en familie eller management der kan sige 'ro på',« fortæller Henrik Milling.

Justin Bieber på scenen - her i Beijing i Kina tilbage i 2013.  
Justin Bieber på scenen - her i Beijing i Kina tilbage i 2013.   Foto: CHINA STRINGER NETWORK (arkiv).
Vis mere

Henrik Milling følger løbende med i Justin Biebers karriere, og fortæller, at han frygter, at historierne om Justin Bieber kun bliver værre fra nu af.

»Jeg som popjournalist er kraftigt bange for, at Justin Bieber stiler efter klub 27. Det kan ende grimt,« siger Henrik Milling.

'Klub 27' er en kendt reference til en hel gruppe store stjerner, der alle kun blev 27 år. På listen tæller blandt andre Amy Winehouse, Jimi Hendrix og Kurt Cobain. Men Justin Bieber kan måske nå at ændre sin kurs, hvis han bruger sine nyfundne fridage fornuftigt.

»Det bedste der kan ske for Justin Bieber som menneske er, at han får en god lang pause og får styr på tingene omkring sig og kommer med et tredje kapitel i sin karriere. Men det tror jeg ikke på. Jeg har ikke set, at han er ved at få et anfald af 'voksenfornuft',« siger Henrik Milling.

Hvad der præcis ligger bag aflysningen er ikke blevet meldt ud endnu, men Henrik Milling mener, at det ikke kan have været nemt bare at aflyse så mange koncerter. Justin Bieber og hans management har underskrevet kontrakter, der binder dem til at spille.

Men der er nogle 'bagdøre', siger Henrik Milling. Hvis han er fysisk eller mentalt syg, og kan bevise det, skal han måske ikke betale noget. Retssager kan dog komme, hvis Justin Bieber har brudt sin kontrakt, og så bliver det dyrt, påpeger han.