Paul Simon skal opereres. 

Det skrev han selv lørdag i et opslag på Instagram, hvor han samtidig aflyste flere koncerter. 

Koncerterne skulle den 83-årige musiker bag hits som ‘The Sound of Silence’ og ‘Bridge over Troubled Water’ lørdag og søndag have spillet i Philadelphia’s Academy of Music i byen Philadelphia i USA.

I stedet for at spille koncert er sangeren nu ved at gøre sig klar til det, der bliver beskrevet som, en ‘mindre operation’, der skal udføres en af de kommende dage.


Årsagen er, at den tidligere halvdel af Simon & Garfunkel lider af rygproblemer. 

»Paul har kæmpet med kroniske og intense rygsmerter. I dag blev det uhåndterligt og kræver øjeblikkelig opmærksomhed,« lyder det i opslaget.

Sygemeldingen falder på et højst uheldigt tidspunkt. Siden begyndelsen af april har Paul Simon nemlig været på en turné, der skal bringe ham hele vejen rundt i USA.

Sangeren krydser dog fingre for snart at være tilbage på scenen:

»Vi håber, at Paul efter det mindre kirurgiske indgreb, som efter planen finder sted i løbet af de næste par dage, vil være i stand til at gennemføre turneen.« 

Det fremgår af kommentarerne, at opslaget, der er skrevet på sort baggrund, straks fik flere af sangerens små 200.000 følgere, til at frygte det værste:

»Mit hjerte sank lige … jeg troede, der stod noget andet,« skriver en, mens en anden svarer:

»Jeg ved det. Jeg troede først, der stod noget andet, og blev meget bekymret. Paul Simon er ligesom den amerikanske konge af poesi. Jeg fik lov til at se ham på min 18-års fødselsdag og kan ikke komme i tanker om en bedre kunstner at se på en 18-års fødselsdag.«