Den ene er mørk og poppet, den anden lys og melankolsk. Men danskerne kan li’ dem begge, og i går blev to af Danmarks dygtigste sangerinder hædret.

For 10. gang blev der uddelt guld af P3, hvor både lytterne og seerne på DR2 kunne følge med, mens cremen af dansk popmusik blev hædret.

Den eftertragtede P3-pris gik i år til den 25-årige sangerinde Fallulah, som i disse dage storhitter med titelmelodien fra DRs depressionsserie 'Lykke'. 'Lykke'-sangen 'Out of it' har endda slået Britney Spears af banen og ligger p.t. nummer to på listen over de mest downloadede sange.

Med prisen fik sangerinden også 100.000 kroner.

Stemmen fra Berlin
Årets talent blev Agnes Obel, den fine, melankolske plade 'Philharmonics' fik overvældende god modtagelse, da i efteråret 2010 ramt de danske pladebutikker.

Agnes selv bor i Berlin, hvor hun stille og roligt har komponeret og formet den lyd, som i går gav hende talentprisen. For bare seks måneder siden var hun totalt ukendt, men allerede nu er billetterne til hendes kommende koncerter revet væk. Det var iøvrigt samme postyr over billetter til P3-Guld showet i Koncerthuset på Amager. På blot tre minutter var de udsolgt.
 
Drengerøve og vild weekend
Det efterhånden veletablerede rockband Volbeat vandt lytternes hjerte - og dermed P3 Lytterhittet - i år.

Bandet har ikke været voldsomt aktive på den danske koncertscene i år, men deres single 'Fallen' har været så populær blandt radiobrugerne, at de kvitterede med at stemme dem ind som årets bedste.

Og mens den hårdtslående rock er gået rent hjem hos lytterne, så fik et andet band gennembrud over hele landet i 2010. Syntheziser-rockbandet Turboweekend slog for alvor igennem med udsolgte koncerter, mens de formåede at levere end opfølgende EP til 'Ghost of chance'.

Det blev til prisen for årets gennembrud, som de fik af værterne Adam Duvå Hall og Sara Bro foran 1500 publikummer, samt DR2’s seere og P3’s lyttere.

Foruden prisuddelingen var der liveshow af blandt andre Søren Huss, De Eneste To og vinderen Fallulah.