Jenny Wilson er ikke en af de kunstnere på branchefestivalen Spot, som behøver at bevise noget som helst. Som en af tidens aller skarpeste sangerinder, er hun derimod et hovednavn, som skal sørge for at andre end dem med know-how kommer ind fra Aarhus' brostens belagte shoppegader, og begiver sig ind i en verden af ny musik.

Hun er etableret, man kender hende - eller, det troede jeg. For hun fornyer sig konstant - således også denne gang, hvor hun optrådte for en helt proppet sal i Musikhuset, hvor man altså ikke står op - man sidder ned, folder armene og kigger ned på scenen, mens man klager over, at man ikke må have øl med.

Og til trods for den ikke danse-venlige venue, fik hun på de små fyrre minutter - som en showcase er - publikum til at hoppe af glæde, danse og forsøge sig at klappe med. Hun var vild intens - sang, ikke altid, fantastisk, men hendes spinkle melodier, fik et enormt boost af gospelkoret, som hun havde med.

For bare et år siden, hvor hun begyndte med koret, lød hun helt og aldeles anderledes - og for bare et par år siden, hvor det bare var Jenny, var det en helt anden musiker. Men hun krydsede alle broerne, og fik både beholdt sin egen fantasi-pop, hvor hun i mine ører nu lyder som det bedste af to tider: 80'ernes Annie Lennox (som hun faktisk også ligner) og med en opfindsomhed a'la vor tids Lady Gaga.

'Hun havde medbragt eksotiske - det må man godt kalde det, når det lyder af de varme lande - rytmer, hvor hun smed vild percussion, træklokker (!), tværfløjte, saxofon og ren marimba-lir ind i sin fine skandinaviske pop. Det lød spændende på den vildt fede måde, der hvor han hele tiden overraskes.

Nå ja, og de store røster fra det helt igennem sorte kor, var så voluminøst og kontrolleret, at man kunne fristes til at tænke, at orkesterets militær-lignende kostumer var en hilsen til hvor stramt styret musikken egentlig er. Ingen tvivl om at Jenny hersker. Hendes band var sublimt. Som ind i helvede dygtige - og min sidemand kunne ikke dy sig for at supplere 'svenskerne får bare bedre undervisning'.

Sikkert sandt - men det var ikke bare grundskolens ABC, der blev spillet på den scene. Der var en helt sublim glæde for musikken, som både smittede på scenen med Jenny og koret, men så sandelig også blandt publikum, der langsomt men sikkert bare blev stående på de bløde sæder i den pæne, pæne sal.

Hendes kvindelige saxofonist-keys-tværfløjte- percussionist var ikke af denne verden, så det sagt. En fuldstændig fantastisk start på en fredag aften, hvor det handler om at finde nyt, nyt, nyt i Aarhus. Her fik vi det, serveret af en gammel kending og leveret med et stort musikalsk smækkys til alle de fremmødte.

Jenny Wilson feat. Tensta Gospel Choir Spot festival, musikhuset, fredag aften