Kunstner: Primus
Titel: Green Naugahyde
Udgiver: Prawn Song/Target
Primus er et af de bands, man enten hader eller elsker. De fleste vil nok huske deres tegneseriehits fra 1990’erne; ’Wynona’s Big Brown Beaver’, ’My Name Is Mud’ og ’Tommy the Cat’ med hver gakkede melodier og bizarre historier fra frontmanden med den nasale stemme, Les Claypool.
Claypool er dog mere berygtet som en af musikhistoriens uomtvisteligt dygtigste og mest kreative bassister; det er fremdeles hans evner på den firstrengede, der har cementeret hans bands plads i musikhistorien som et af de mest aparte indslag siden artsfællerne og idolerne i The Residents.
Primus har dog frem til nu kunnet ses som en isoleret 90’er-ting. For gruppen ebbede nemlig ud omkring årtusindeskiftet – da Claypool kastede sig ud i jam-band-miljøet, samt supergruppen Oysterhead – og har siden blot med mellemrum været samlet for at spille udvalgte koncerter.
Ikke forældet
Således er foreliggende ’Green Naugahyde’ den første plade fra Primus i næsten 12 år, og den tæller foruden Claypool og guitarist Larry LaLonde trommeslager Jay Lane, der var med i bandet før det første album udkom og før stammedlem Tim Alexander satte sig bag tønderne.
Men når man sætter en plade på med et band, der ikke har udgivet noget siden 90’erne, sker det alligevel med en vis frygt for, at det hele vil lyde forfærdeligt forældet. Det gør ’Green Naugahyde’ dog ikke – mest af alt takket være den sprøde produktion og opdatering af gruppens lyd.
Albummets udtryk er temmelig dystert, og præget af San Francisco-hippien Claypools pessimisme i kølvandet på USA’s aggressive udenrigspolitisk i det forgangne årti, og her er både sange om den økonomiske eksplosion i Kina, hjernedødt tv, økologisk havebrug og venner, der er døde af narko.
Gentagelser og friske pust
Dog er det også slående, hvordan de fleste af sangene opsummerer forskellige faser i Primus’ karriere, men samtidig bygger videre på udtrykket, så det aldrig lyder kedeligt eller bedaget. Og hér skal en del af æren tilskrives trommeslager Jay Lane, hvis levende spil kommer som et friskt pust.
En sang som ’Extinction Burst’ minder om ’Bob’s Party Time Lounge’ fra 1997’s ’Brown Album’, ’Eyes of the Squirrel’ ligger i forlængelse af ’Mary the Ice Cube’ fra ’Animals…’-EP’en, mens ’Tragedy’s a’ Comin’ næsten er lig ’Ballad of Bodacious’ fra den seneste plade, ’Antipop’.
Og tematisk bygger historien i ’Lee Van Cleef’ videre på ’Spegetti Western’ fra debutpladen, mens genistregen ’Last Salmon Man’ kunne have været med på ’Sailing the Seas of Cheese’, men selvom der måske er lige rigeligt med genbrug af gamle idéer, så bliver det aldrig direkte irriterende.
Stærkt comeback
Der er heller ingen tvivl om, at de tre herrer vil dette comeback, for sammenspillet slår generelt gnister hele pladen igennem. Eksempelvis er Claypools buldrende bas i førnævnte ’Lee Van Cleef’ så bastant og funky, at den vil kunne få selv den største skeptiker til at stampe med foden.
Og det er netop Primus’ kendetegnende groove (som få bands kan spille sig i nærheden af), der holder albummet oppe – både bassen, Jay Lanes detaljerige og tighte trommespil, samt Larry LaLondes barokke guitarspil og melodier glimrer stadig lige så unikt som altid.
’Green Naugahyde’ er intet mesterværk, men af en comebackplade at være er den stærk. Og den vil både appellere til fans af tidligt Primus, såvel som det senere.
En stærk allrounder.
TRACKLISTE
1. Prelude to a Crawl
2. Hennepin Crawler
3. Last Salmon Man
4. Eternal Consumption
5. Tragedy’s a’ Comin’
6. Eyes of the Squirrel
7. Jilly’s on Smack
8. Lee Van Cleef
9. Moron TV
10. Green Ranger
11. HOINFODAIMAN
12. Extinction Burst
13. Salmon Men
