Gennem cyberspace svæver det nye The National-album ind i ørene som en mellemting mellem en smuk sensommerfugl og en vingeskudt krage. Et sted mellem Nick Cave’sk hulemandsmessen, klassisk indierock og et nyt mere poppet, storladent udtryk, end man er vant til fra den side. I særdeleshed sammenlignet med det seneste ’Trouble Will Find Me’, der udkom for fire år siden.
Netop variationen og diversiteten på ’Sleep Well Beast’ gør det til det mest interessante The National-album, jeg kan huske.
Amerikanske The National er i dag en smule danske. Bassist Aaron Dessler har gennem længere tid dannet par med en dansk kvinde. For nylig stod bandet som den ene af tre arrangører af den nye Haven Festival på Refshaleøen, hvor de selv spillede flere af de nye numre og i øvrigt sammen med den islandske kunstner Ragnar Kjartansson leverede en uovertruffen version af Kim Larsens ’De smukke unge mennsker’.
Det nye albums første nummer ’Nobody Else Will Be There’ kommer stilfærdigt luskende ind i hovedtelefonerne. Det tager lidt tid. Matt Berninger skal formentlig lige have tømt sit rødvinsglas, før han lader sin formfulde baryton forme en klassisk mørk og tvistet The National-kærlighedsballade. Med en lige så klassisk understated melodi.
Som ’Born to Beg’, en indtrængende molhymne med englekor. Hymne kan man også kalde den tvetydige kærlighedserklæring ’Carin at the Liqour Store’, som Aaron Dessler tilegnede sine afdøde danske svigermor på Haven Festival.
’Day I Die’ har, understøttet af et tumultarisk trommebeat og et par skærende guitarer, en lydlig, utilsløret storhed som hos New Order, da de var bedst – og nyere bands som Coldplay og Keane. Det klæder tekstens eftertænksomt kringlede variation over samme tema som i The Beatles’ ’When I’m 64’.
Og så er der den uimodståelige hipsterpoppede, melodiøse rapsodi med den kringlede titel ’The System Only Dreams in Total Darkness’.
Som i ’Day I Die’ med et underlag af indsmigrende rytmer og en lille bunke charmerende, hvepseagtige guitarlicks i den ene hørebøf. Og nu vi er ved det melodiøse: ’Dark Side of the Gym’ er en for The National sjælden på en gang næsten selvudslettende og overskudsagtig ballade.
Med sin twangy guitar lyder det som noget, Love Shop kunne have begået i Hilmar Hassigs tid.
Der er højt til loftet på dette album. ’Walt it Back’ svæver næsten uvirkelig nænsomt. Selv en sang med en titel som ’I’ll Still Destroy You’, der i produktionen veksler mellem at være et irriterende arty eksperiment og en popsang, fænger trods produktionens egen indre modstand.
Det nærmeste, ’Sleep Well Beast’ kommer et upbeat rocknummer er ’Turtleneck’. På én gang i familie med 80ernes Manchester-scene og The Rolling Stones’ ’Sympathy for the Devil’.
Man skal vist være i familie med Komiske Ali for at kunne tale ’Sleep Well Beast’ op til et glædesfyldt The National-album. Men det rummer ligeså megen diset lys, håb og livslyst som smerte og mistrøstighed. I dette krydsfelt mellem lys og mørke, hvor dæmoner kæmper med helte om pladsen - 'Sleep Well Beast' (!); mellem uimodståelige melodier og et kriblende produktionsmæssigt virvar har The National begået noget nær et komplet indierockalbum.
The National, 'Sleep Well Beast', album, udkommer 8. september.
