Tina Turner døde af naturlige årsager.

Det bekræfter en talsperson for sangeren, overfor Daily Mail.

Tidligere har Tina Turner kæmpet med både forhøjet blodtryk, alvorlige nyreproblemer og tarmkræft.

Men da hun onsdag døde i sit hjem i Schweiz, var det ingen af de tre sygdomme, der var på spil.

Tina Turner og Erwin Bach sammen i 2015. Året efter blev hun alvorligt syg og i 2017 donerede han sin ene nyre til hende. Foto REUTERS/Alessandro Garofalo.
Tina Turner og Erwin Bach sammen i 2015. Året efter blev hun alvorligt syg og i 2017 donerede han sin ene nyre til hende. Foto REUTERS/Alessandro Garofalo. Foto: Alessandro Garofalo
Vis mere

Allerede i 1978 fik Tina Turner konstateret forhøjet blodtryk. I 2016 fik hun tarmkræft og måtte i samme ombæring også acceptere, at hun fik alvorlige problemer med nyrerne.

Så alvorlige, at lægerne kun så to udveje – dialyse eller donation. Men i en alder af dengang 75 år stod sangeren ikke øverst på ventelisten til en donation.

I 2017 valgte Tina Turnes mand, Erwin Bach, derfor at donere sin ene nyre til stjernen. Det reddede i mere end en forstand hendes liv.

Ifølge sangerens selvbiografi ‘Mit livs kærlighed’ var hun nemlig på det tidspunkt så dårlig, at hun mentalt havde forberedt sig på at tage afsked med verden.

Det stod klart for hende, at de mange år med et forhøjet blodtryk, der ikke var blevet behandlet, havde forværret hendes nyreproblemer.

Derfor havde hun i Schweiz, hvor det er lovligt, skrevet sig op hos en organisation, hvor læger kan hjælpe alvorligt syge med at begå selvmord.

Men Edwin Bachs nyre reddede hende fra både dialyse og død, og gav hende syv år mere at leve i.