Dinosaur Jr.-frontmand J Mascis trækker stikket ud og går akustisk på sit tredje soloalbum, der – når det er bedst – viser helt nye sider af den langhårede veteran.
Stærkt støjende Dinosaur Jr. fik noget af et comeback i slutningen af 00’erne, da bassist Lou Barlow vendte tilbage og fik frontmand (Joseph) Mascis tilbage på et mere fokuseret spor. Pladerne ’Beyond’ og ’Farm’ fra ’06 og ’09 var klart de bedste, gruppen havde lagt navn til i mere end ti år.
Fraset en længere række øredøvende koncerter – der også ramte Danmark flere gange – er der dog ikke siden kommet de store brøl fra minidinosauren, og nu udsender Mascis i stedet det, der kaldes hans første ”rigtige” soloalbum.
Manden med de sølvgrå lokker har imidlertid allerede i 1996 udsendt ’Martin + Me’, der var hans første soloværk, ligeledes akustisk, men indspillet live, og i 2005 lagde han også navn hippiehyldesten til hinduisme, ’Sing + Chant for Amma’.
Men ’Several Shades of Why’ er altså Mascis’ første rigtige bud på et soloudspil – i modsætning til de to forgængere, er det indspillet i et studie og er, så vidt vides, ikke dedikeret til en usynlig ven eller til en åndelig leder, for den sags skyld.
Umiskendeligt sig selv
Det første man lægger mærke til ved albummet, er, at sangene er utroligt ligetil og regelrette, i hvert fald efter Mascis’sk standard. Det er, ja, næsten lidt kedeligt. Men albummet åbner sig heldigvis så småt og bliver til lidt mere end blot en tilforladelig akustisk affære.
Den 45-årige herre har allieret sig med en håndfuld musikalske venner (heriblandt Band of Horses’ frontmand Ben Bridwell, der synger med på tre sange), og takket være dem er de godt 40 minutter ganske underholdende og relativt alsidige.
Det lidt ærgerlige er, at Mascis lyder så umiskendeligt som sig selv, og for ofte kommer til kort ved simpelthen ikke at evne at smide dinosaur-hatten; mest åbenlyst er det i sange som ’Listen to Me’, ’Is It Done’ og ’Where Are You’, der slet og ret er Dinosaur Jr. unplugged.
Rammer noget helt nyt
Til gengæld bliver der også sagt flere – i Mascis-regi – nye ting undervejs, når han, i selskab med vennerne, begiver sig ud på dybt vand. Men også blot når han hiver Bridwell, Kevin Drew (Broken Social Scene) og Kurt Vile ind for at synge i kor i popperlen ’Not Enough’.
To sange løftes af Pall Jenkins’ (Black Heart Procession) vokal, sav og orgel – først og fremmest ’Very Nervous and Love’, der måske er albummets bedste skæring og ’Make It Right’, hvori tværfløjte og slide-guitar pludselig overrasker. Hér er det som om, Mascis rammer noget helt nyt.
Dog er langt fra alle sangene lige stærke – i intetsigende ’Too Deep’ står Mascis eksempelvis helt alene med en akustisk guitar, og understreger selv, at ’Several Shades of Why’ er endt som succes takket være vennernes bidrag snarere end på grund af Mascis’ sangskrivning.
Men det ændrer nu ikke ved, at den akustiske dino er et ganske hyggeligt bekendtskab.
