Banen er kridtet op og missionen er egentlig ganske simpel. Fredag aften på Portalen i Greve skal Sanne Salomonsen en gang for alle bevise, at det var hende, der vandt over den blodprop i hjernen, der for snart fire år siden gav hende sit livs lussing – og ikke omvendt.

Så enkelt er det, og samtidig så  afskyelig vigtigt. Måske er det også derfor, at hun har brugt så lang tid på forsigtig opvarmning med mindre koncerter og gæsteoptrædender. Det slutter nu. Det er nu, ordet comeback skal bruges, om nogensinde.

Hel igen

Og ganske oplagt åbner hun med 'Hel Igen', hvor hun gjalder ud, så ingen er i tvivl om, at det ikke bare er tomme ord:

'Jeg er helt mig selv, Jeg er hel igen og hele verden ligger åben.'
 
Ja, hun er hel. Ja, hun er tilbage og ja, verden ligger for hendes lakstøvler. Nu har Sanne hele scenen for sig selv – om end støttet op af sit fuldstændig formidable backingband, hvor navnlig guitarist Per Christian Frost er en oplevelse i sig selv og hvor irriterende talentfulde Nikolaj Steen i afslappet men autoritær stil overtager scenen, mens Sanne over et par sange puster ud backstage.

Og selv om vi godt kunne have været dette intermezzo foruden – det er jo trods alt Sanne vi er kommet for at se – så tilgiver man det let, når hun tilbage på scenen vrider sin 54-årige krop ud af enhver tvivl og tåbelig fordom og med øjne, der hviner af fryd over at være tilbage på scenen, styrer os igennem halvanden times krydstogt på det hav af hit, hun gennem de sidste 30 år har udgydt.

Manifest

Dette er mere end bare en koncert. Dette er et manifest, et slag i bordet og et kærligt kram til alle dem, der trodsede snestormen og næsten fire års ventetid. Hendes øjne funkler så flirtende, at hver enkelt (i hvert fald mandsperson) på gulvet får fornemmelsen af afgrundsdyb øjenkontakt, mens hun vrider sig sexet (ja, gu er det stadig så!) rundt på scenen i en lys-scenografi, der leder nærmest leder tankerne hen i nærheden af Wembley. Hvilket ikke er så lidt, når man står i Greve.

- Jeg går ud herfra og er dybt, dybt lykkelig. Og det er jeres skyld!, kysser hun, da hun efter det tredje ekstranummer sender sine fans tilbage ud i snestormen. Og mange har det nok nøjagtig ligesådan, efter at de en gang for alle har fået hamret en sømbeslået stilet igennem den sidste snert af
tvivl: Den danske rocks Mama hedder stadig Sanne og det kan fire års pause ikke ændre på. Så skulle det være slået fast.

Rock
Sanne Salomonsen, Portalen
i Greve, fredag aften