Knap 20 år er gået siden Primus’ storhedstid, men trioen var alligevel overbevisende i Store Vega, hvor menuen stod på en eksplosiv blanding af funk, prog, blues, rock og metal.

Op til forårets offentliggørelse af aftenens Primus-koncert var mange nok begyndt at betvivle, at den californiske trio nogensinde ville spille på dansk grund igen. Ikke mindst fordi bandet, efter gendannelsen for otte år siden, primært har eksisteret som et fritidsforetagende for frontmand Les Claypool.

Den nu 47-årige bassist har med mellemrum genoplivet sit hjertebarn for at spille nostalgiske shows, som dog aldrig er nået uden for hjemlandets grænser. Men i oktober skete der noget; Primus gik i studiet for at indspille et nyt album og offentliggjorde siden deres første Europa-tour i 13 år.

Og således havde den nu noget ældre generation X i aftes muligheden for at (gen)opleve Primus’ – bandet som man stensikkert enten hader eller elsker – særegne tegneseriemusik, der skylder Frank Zappa og The Residents lige så meget, som den skylder King Crimsons og Rush’ progressive rock.

Vibrerende bowlerhat

Koncerten i Store Vega blev udsolgt på kort tid, og det kan måske undre, at der stadig er så stor efterspørgsel efter et band, der ikke har udgivet et album siden 1999 (d’herrers syvende skive, comebacket ’Green Naugahyde’, udkommer og bryder først pladepausen den 12. september).

Men uanset hvad, så var jubelbrølet og fællessangen til at tage og føle på, da de tre amerikanere gik på scenen og lagde for med en dundrende version af 20 år gamle ’Here Come the Bastards’, der må have fået verdens måske bedste bassist Les Claypools stilfulde bowlerhat til at vibrere lystigt.

Bagved bandet stod to gigantiske oppustelige udgaver af Armstrong og Aldrin i rumdragter, der – angiveligt inspireret af The Residents’ lignende live-trick – fik projiceret videoklip på hjelmglassene, og der var ikke meget andet at kigge på, for scenebelysningen var sært dunkel.

At virke eller ikke virke

I forhold til det Primus, der gæstede Danmark i det forrige århundrede, var trommeslager Jay Lane med som erstatning for ”Brain” og Tim Alexander, der spiller på gruppens hidtidige albums – Lane var dog med i bandet i de sene 80’ere inden pladerne, så helt ubekendt med materialet er han ikke.

Rytmeholderen bag Claypool er alfa og omega i bandets basdrevne lyd, og trommeslagerskiftet kom til udtryk i form at de lidt langsommere og tungt jammende fortolkninger af Primus’ ældre materiale, særligt fra 1990's banebrydende debut ’Frizzle Fry’.

Nogle steder styrkede det sangene, som i ’The Toys Go Winding Down’ og ’Harold of the Rocks’, hvori guitarist Larry LaLonde foldede sig ud som habil bluesguitarist (LaLonde var før Primus med i dødsmetal-bandet Possessed!) i det Led Zeppelin’ske mellemstykke.

Andre steder fungerede det ikke; ’Mr. Knowitall’ faldt til jorden, ikke mindst fordi Claypool havde byttet om på versene og måtte afbryde løjerne midtvejs, mens hittet ’Jerry Was a Race Car Driver’ blev jappet af sted med et ærgerligt underskud af entusiasme.

Overbevisende

Netop hits var der ikke mange af, og de evindeligt sniksnakkende ”fans”, der bagerst i salen blev ved med at råbe efter ’Tommy the Cat’ og ’My Name Is Mud’ måtte forlade Vega forgæves – i stedet spillede Primus intet mindre end seks sange fra det kommende album…

Lige fra funky ’Hennepin Crawler’ og hyldesten til den afdøde westernskuespiller ’Lee Van Cleef’ over ildevarslende ’Tragedy’s a-Comin’’ og ’Moron TV’ til de mere dunkle og Residents-agtige ’Jilly’s on Smack’ og ’Green Ranger’. De lovede alle rigtig godt for comebacket.

Alt i alt var det en overbevisende koncert med et lydbillede, der sjældent er hørt bedre og skarpere i Vega, og når man så ellers havde vænnet sig til, at det storjammende Primus anno 2011 egentlig minder mere om Grateful Dead end om Frank Zappa og Rush, så fungerede det bestemt.

Men Les Claypool og hans lejesvende manglede ét eller andet for at gøre aftenen direkte uforglemmelig – om end det er svært at sætte ord på hvad.

Under alle omstændigheder fik man bas en masse og musikalitet på et svimlende højt niveau.