Hvad har speedway til fælles med en ristet hotdog – ud over, at der skal fart på?
Umiddelbart absolut ingenting – og så alligevel.
For hvis du spørger den tidligere speedwayverdensmester Jan O. Pedersen, hvordan det hænger sammen, at han gik fra at være kendt som hele Danmarks speedway-darling til i dag at rulle ud med pølsevognen til diverse events, så er kontrasten mellem de to verdener ikke så stor.
»Det her korte, fuldkommen vilde ryk, der kommer. Dét, synes jeg, er sjovt. Det her er lidt det samme som speedway,« fortæller han.
Vi møder ham en lørdag eftermiddag på Østfyn, hvor han skal servere hotdogs til et selskab, der mindes den afdøde brygger John fra Refsvindinge Bryggeri.
»Jeg elsker at være en del af noget, hvor tingene skal gå stærkt. Selvom det her ikke lugter af speedway, så er der spænding på,« siger Jan O. Pedersen.
»Det handler om at være godt forberedt. Det kan jeg godt lide,« forklarer han.
I disse dage er det præcis 30 år siden, at den lille – ja, han er bare 159 centimeter høj – og hurtige fynbo styrtede på cyklen og brækkede ryggen tre steder.
»Det var den dag, der ændrede mit liv. Det er en dag, der altid vil blive husket. En skelsættende dag,« fortæller han.
Ulykken, der ændrede hans liv, skete på Løvelbanen ved Viborg. Men konsekvenserne af den, tager han med sig, hvor end i verden han befinder sig.
»Jeg har kroniske smerter. Smerter, der aldrig går væk igen.«
»Jeg var 29 år, da det skete. Jeg har levet flere år med smerte, end jeg har levet uden. Det er svært at forklare andre, hvordan det er at have ondt hele tiden.«
Blot otte måneder inden ulykken var han blevet verdensmester på Nye Ullevi i Göteborg.
»Jeg blev verdensmester! Det var jo toppen af det, jeg skulle,« begynder Jan O. Pedersen sin fortælling om, hvordan det var at vinde VM-titlen – og månederne, der fulgte.
»Mit mål var at blive verdensmester. Det var jo det, jeg havde drømt om, siden jeg var en lille dreng.«
Og pludselig stod han der. Den lille dreng fra Vestfyn med de store drømme.
»Jeg var på toppen af verden. Alle ville have fat i dig. Alle ville have et stykke af dig,« husker han.
»Forestil dig, du står på toppen af et bjerg. Alt ligger foran dig. Det ene øjeblik står du på toppen af Mount Everest,« fortsætter han begejstret, men går så i stå.
For et styrt i 3. heat en fredag i maj 1992 sendte ham ned af bjerget med tre brud på rygsøjlen og direkte ind i en ambulance med politieskorte til hospitalet i Aarhus.
»Jeg husker alt. Jeg var ikke slået ud. Jeg slog jo ikke hovedet.«
»Jeg tænker meget på den dag,« fortæller han her 30 år senere.
Og her i dagene omkring årsdagen trænger minderne om ulykken sig ekstra meget på.
»Det er jo ikke sådan, jeg sidder og tuder, men jeg tænker på den dag.«
»Man kan vælge at bliver sur og gal. Og man kan vælge at komme videre. Jeg valgte at komme videre.«
Og videre kom han ved hjælp af sin familie i Ejby, som han flyttede ind hos, efter han blev udskrevet fra hospitalet. Han skulle lære at gå igen og hans yngste bror gik ture med ham.
»Min første målsætning hjemme i Ejby var at komme hen til pølsevognen på den anden siden af jernbanen. Der var vel 200 meter derhen.«
Dengang en næsten uoverstigelig opgave. Men det lykkedes.
Var det dit livs bedste pølse?
»Ja, det har det jo nok været. Det var jo mit første træningsmål efter ulykken.«
I dag – 30 år efter den livsomvæltende ulykke – har Jan O. Pedersen stadig svært ved at tage ud at se speedway på baner rundt omkring i Danmark og udlandet.
I hvert fald, hvis han ikke har nogen rolle at udfylde ved selve løbet.
»Hvis jeg ikke er en del af det, så tager jeg ikke ud til det. Det gør for ondt. Ikke i min krop, men i min psyke,« forklarer han.
Men speedway og motorsport er og har været hele hans liv. Og derfor arbejder han i disse år på at lave en uddannelse for unge, der måske ikke lige passer ind i det traditionelle uddannelsessystem.
»Vi har tabt nogle af de unge mennesker. De skal gå for meget i skole i dag.«
»Jeg vil gerne have fat i de her unge mennesker og bruge sport til at få dem ind i uddannelsessystemet,« fortæller han om sin mission.
Men indtil det falder på plads, fortsætter han med at rulle ud med pølsevognen til arrangementer som det i Refsvindinge.
»Det er fantastisk at aflevere noget til mennesker, som er glade. Det gør én glad i hverdagen.«
»Mit behov for at være en del af noget er stort,« fortæller den lille – 159 centimeter høje, husker du – fynbo.
