Lidt efter klokken ét trasker de erfarne løbere i mål. Heriblandt 90-årig Vilhelm Schomacker.

Der er ingen aldersbegrænsninger på eremitageløbet. Og det gælder begge veje. For 39. gang løber Vilhelm Schomacker fra Frederiksberg over målstregen. Han løber i god fart og ser overraskende frisk ud.

- Det gik godt. Det var en dejlig tur, og jeg tror at jeg gjorde det på lidt over to timer, siger han, da han bliver mødt af B.T. i målfeltet.

Næste år har Vilhelm Schomacker jubilæum, og det glæder han sig til.

- Jeg har allerede lagt en trænningsplan til næste år. Da skal jeg slå min personlige rekord, siger han med overbevisning.

83 eller 86?

Lige før Vilhelm Schomacker løber en anden eremitagelegende over målstregen. Per Gert Jensen har været med 27 gange, og har stadig sit gode helbred, selvom han ligeledes er kommet op i årene. Hvor meget op, kniber det dog lidt med at komme i tanke om.

- Jeg er 83 år gammel….nej vent! Jeg er 86 år gammel, siger Per Gert Jensen, efter at speakeren har skudt ham til 85.

Per Gert Jensen har endnu ikke bestemt sig for, om han skal med næste år.

- Jeg ved ikke om jeg kommer næste år. Nu får vi se, siger han med et smil, mens han får overrakt en buket blomster for hans gode indsats.

Se dit resultat fra eremitageløbet 2011