Koncertgæster forbrænder omtrent lige så mange kalorier til eksempelvis en koncert med Bruno Mars på Roskilde Festival som en solid omgang spinning.

Det viser et lille forsøg, som to studerende fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, har lavet på dette års Roskilde Festival.

20 festivalgæster oplevede koncerter iført en pulsmåler, og her viste resultaterne, at dans, klap og hop på stedet giver en gedigen forbrænding.

Bruno Mars spillede torsdag under årets Roskilde Festival. Vis mere

Det gennemsnitlige kalorieforbrug var således på 1060, da Bruno Mars spillede op til fest på Orange Scene.

»Der er virkelig nogen, der har et tårnhøjt energiforbrug under koncerterne. Tager vi gennemsnittet fra Bruno Mars, så er det omkring det halve af, hvad en kvinde skal indtage af mad på en dag – og cirka en tredjedel af hvad en mand skal indtage. Jeg har selv dyrket spinning tre gange om ugen i cirka seks år, så jeg er i god form. Hvis jeg går ned og giver den gas i to timer, så forbrænder jeg lige omkring 1000 kalorier,« siger Anna Sidse Dinesen Deleuran, der står bag forsøget.

En god gang dans til Bruno Mars foran Orange Scene giver en stærk forbrænding. Vis mere