For et år siden var Emmelie de Forest en helt almindelig dansk pige, der tjente til huslejen hos en bager på Østerbro i København, og gik i byen med veninderne i weekenden.

Men meget er sket, siden den 20-årige dansker løb med sejren i Herning i januar. I månedsvis har hun været udråbt som storfavorit til at vinde årets Eurovision. Og siden hun ankom til Malmø for 2 uger siden, har udenlandske medier stået i kø for at tale med den danske sanger, og når hun har bevæget sig rundt i gaderne, har det været som en anden superstjerne, der konstant er blevet stoppet op for at blive fotograferet og skrive autografer. Det gik godt!

Men hverken presset eller den mere glamourøse livsstil er steget Emmelie de Forest til hovedet. Det fortæller moren Marianne Gudnizt.

- Emmelie har hele vejen igennem taget det her, som det kom. Vi har talt om, hvor stort det er. Men man skal ikke køre det helt op. Det er jo bare en konkurrence, og jeg synes jo, at hun har vundet bare ved at være med i det her, siger Marianne Gudnizt til BT, der til dagligt er pædagog og bor i Mariager. Hun sad i aftes blandt publikum i salen og heppede på sin datter. Og efter Emmelie de Forest havde været på scenen, sendte moderen denne sms til BT:

’Jeg synes, at det gik rigtigt flot, stemningen i salen er helt fantastisk.’

Emmelie de Forest er sammen med sin to år ældre storebror Daniel vokset op hos moren. Den 20-åriger sanger beskriver det som en tryg og fri barndom med masser af dyr og plads til at lege i naturen. Hun har desuden gået på en lille friskole nær Hadsund med fokus på musik, teater og billedkunst.

- Vi er så stolte af Emmelie, siger storebroren Daniel.

- Og vi er især stolte af, hvordan hun takler det hele. Det er et stort pres, men det er som om, det føles helt naturligt for hende, siger han.

- Hun er meget sig selv i det her. Jeg håber også, at det kommer til udtryk på tv. Hun prøver ikke at spille en rolle eller være en anden end sig selv.

Foruden sin storebror har Emmelie de Forest også tre ældre halvsøskende på farens side. Ingvar de Forest døde i september 2010 af hjerteproblemer, og tidligere på uden fortalte Emmelie de Forest, at hun ville ønske, hendes far kunne se hende i Eurovision.

- Han ville have været meget stolt. Han elskede grand prix og musik, fortalte hun.