Vindersangen startede ved et køkkenbord. Nu får 'Only Teardrops' pengene til at strømme ind til de tre skrivere bag.

Allerede da Emmelie De Forest den 26. januar vandt Dansk Melodi Grand Prix, blev sangen 'Only Teardrops' spået gode chancer ved det europæiske grand prix.

Og efter lørdagens internationale sejr er det en realitet, at skriverne bag sangen kommer til at tjene pænt på vindersangen.

- Ja. Nu må vi se. Det vil være rigtig rart at kunne tage på en lang ferie, siger sangens ene ophavskvinde Julia Fabrin, der dog ikke vægter pengene så højt, men håber på, at sangen vil gavne hendes karriere.

- Jeg elsker bare at lave musik, og det er super fantastisk, at det nu er blevet min karriere. Jeg har drømt om at skrive sange og synge, siden jeg var en lille pige. Det er så fantastisk, og jeg føler mig som verdens heldigste. Lige udover Emmelie, siger Julia Fabrin, der er kendt fra gruppen 'The Fireflies', der var med i X Factor 2010.

   

Den anden ophavskvinde til sangen er Melodi Grand Prix-hitmageren Lise Cabble, der nu har vundet det danske grand prix tre gange. I 1995 sejrede hun med 'Fra Mols til Skagen' og i 2011 med 'New Tomorrow'. Begge sange havnede i øvrigt i top fem ved Eurovision.

På instrumenterne er Thomas Stengaard, og selv om de er tre om sangen, er der ingen, der får flere penge end andre, fastslår Julia Fabrin.

- Vi har været lige gode om sangen. Vi sidder ikke og tæller ord. Sangen ville ikke have været, det den blev, hvis vi ikke havde været sammen om den, siger den tidligere ildflue.

- Lise og jeg har mest stået for melodi og tekst, mens Thomas har stået for instrumenterne. Men vi har alle tre været lige meget inde over, så det har været en ping pong, hvor f.eks. Lise og jeg begyndte at lave tekst, mens Thomas lavede trommespor. Og så har han rettet lidt til i teksten, og vi er kommet med ideer. Så pengene bliver delt lige mellem os tre, siger Julia Fabrin, der fortæller, at sangen startede som en idé i kvindernes hoved, og udformede sig sammen med Thomas Stengaard.

- Vi skrev den sammen i Thomas' køkken. Og er den ligesom bare vokset derfra og til nu, siger hun.

De tre sangskrivere bliver sandsynligvis dem, der kommer til at tjene mest på 'Only Teardrops'. Hvordan kontrakten mellem producerteamet og Emmelie De Forest er, vides ikke, men normalt tjener kunstneren på pladesalget, mens sangskriverne tjener på antal afspilninger i radioen.