Den 20-årige Emmelie de Forest ankom lørdag middag til Malmø Arena.

Hun har netop overstået sin sidste generalprøve, inden det for alvor går løs til den store Eurovision-finale kl. 21.00.

Bt.dk har fanget hende i garderoben, hvor hun slapper inden showet.

Hvad skal du lave de kommende timer?

- Jeg sidder og kigger i nogle dameblade, IN, Costume og Alt for Damerne, og om lidt skal jeg spise med resten af holdet. Og så skal jeg have ordnet håret færdigt. Og så har jeg lige fået ordnet mine negle på mine tæer og fingre.

Skal du ha en lille lur?

- Lige nu kan jeg ikke sove. Jeg ved ikke med senere.

På en skal fra 1-10, hvor klar er du til at give den max gas i aften?

- 10!! Nu må det snart ske. Det har stået på i lang tid. Vi har haft mange prøver. Jeg ved at hele holdet føler sig meget meget parate. Vi kan slet ikke vente længere.

Tror du på sejren i aften?

- Ja, det gør jeg. Men som jeg har sagt før. Det er Eurovision, og alt klan ske. Man ved aldrig, hvordan juryerne og folk stemmer, så det er spændende.

Hvor nervøs er du lige nu?

- Jeg er ikke ret nervøs lige nu. Senere bliver jeg nervøs…når vi får in-ears på og går igennem Green Room – så bliver jeg meget spændt. Og lidt nervøs.

LÆS OGSÅ: FØLG FINALEFESTEN LIVE - SÅDAN DÆKKER BT GRAND PRIX-FESTEN I MALMØ