Der var nok mange, der havde håbet på en bedre placering til Danmark, da Det Internationale Melodi Grand Prix lørdag løb af stablen i B & W Hallerne i København.

Men hos hovedpersonen selv er der ikke så meget som en snert af skuffelse at spore dagen derpå.

- Jeg er virkelig rigtig glad. Og så er jeg stolt. Jeg er gået fra at være en lille knægt på gaden til at komme med i X Factor, hvor ingen mente jeg kunne synge, til nu at blive nummer 9 i verdens største musikkonkurrence, siger 21-årige Basim, der tilbage i 2008 mødte op til audition på X Factor og sang 'I Believe I Can Fly' med bævende stemme.

- Der er sket meget de sidste seks år, men jeg vil nå endnu længere endnu, siger Basim, der godt er klar over, at det ikke er 'særlig jantelovsagtig'.

- Grandprixet har uden tvivl været det største i min karriere. 180 mio. mennesker så med, og det her giver nogle unikke muligheder for at nå udlandet. Jeg har allerede fået nogle henvendelser, blandt andet fra pladeselskaber i England og andre steder, og det er så fedt at mærke interessen. Jeg kan også allerede mærke en fanskare i udlandet. Så nu skal den bare vokse, og så er planen at få udgivet min musik i udlandet, siger han og tænker sig om et øjeblik.

- Ja. jeg vil blive ved med at sigte efter mere, og mit mål er at udgive musik i hele verden.

Og seks år efter sin fjerdeplads i X Factor, er Basim også godt på vej. Og til spørgsmålet om, hvor meget han har opnået om yderligere seks år, svarer han:

- Det tør jeg næsten ikke tænke på. Jeg tror på, at hvis ens drømme ikke skræmmer en, så er de ikke store nok. Så det er ret skræmmende at se fremad. Jeg er sikker på, at jeg er godt på vej mod stjernerne. Bare det, at jeg har kunnet stille op med min egen sang, som jeg selv har skrevet. Det er en sejr i sig selv. Det har givet mig blod på tanden til mere, siger han.