Nogle skålede for sejren. Andre drak gravøl. Men fælles for Melodi Grand Prix-deltagerne var, at de efter showet kunne slappe af og hygge sig ovenpå nogle intense uger.

Afterparty foregik, ligesom selve showet, i Gigantium i Aalborg, hvor deltagerne, værter, og alle andre, der har arbejdet med Grand Prix'et, slog sig løs i fri bar, natmad, dj og dansegulv. Det har været nogle hårde uger med fuld fokus på finalen lørdag aften, så deltagerne nød ikke at skulle tænke på andet end at have en sjov nat.

MGP2015

Sejren løb Anti Social Media akkurat med foran næsen på Anne Gadegaard, der blev slået med seks point. Men hun tog det med oprejst pande og en drink i hånden og slog sig både løs på dansegulvet og scenen, der var stillet op til de deltagere, der følte for at give et nummer. Det var der flere, der havde lyst til, herunder Anne Gadegaard, Babou, Andy Roda, World of girls - og så selvfølgelig aftenens vinder, Anti Social Media.

Pressen fik lov at tage billeder og filme i en begrænset tidsperiode, vorefter kameraene skulle lægges væk, så de sjoveste episoder fra afterparty er ikke foreviget. Men hele festen igennem, fra start til slut, var der god stemning og godt humør. Også selv om der kun var én sang, der løb med sejren og dermed ni andres drømme om Wien, der blev slukket.

Se deltagere, vært og DR-chefen til afterparty øverst. Herunder kan du se Anne Gadegaards reaktion på, at hun var seernes, men ikke fagjuryens favorit: