Voldtægtsforsøg, trusler og vold mod en ekskæreste.

Det er blot nogle af de forhold, som en 33-årig mand fra Fyn mandag eftermiddag fik en forvaringsdom for ved Retten i Odense.

I alt blev manden dømt for 24 forhold.

Blandt de mest alvorlige forhold er de to voldtægtsforsøg mod en ekskæreste, ligesom han også blev dømt for trusler og vold mod kvinden.

Derudover blev manden dømt for trusler og vold mod en række andre personer heriblandt flere personer i offentlig tjeneste, herunder personale i kriminalforsorgen, på retspsykiatrisk afdeling, politiet og andre.

Et af forholdene fandt sted under et flugtforsøg, da den 33-årige flygtede fra retspsykiatrisk afdeling i Middelfart, hvor han var indlagt på det pågældende tidspunkt.

B.T. har tidligere fortalt om manden, da nævningesagen mod ham gik i gang.

Her forklarede han blandt andet, at han på tidspunkterne for nogle af forholdene havde været presset og påvirket af alkohol, hash, kokain, amfetamin eller benzodiazepin.

Ifølge anklageskriftet skulle den tiltalte blandt andet have skrevet »Din klamme so – burde næsten lave en Lundin på dig« til ekskæresten på e-mail.

Men det kunne han ikke huske at have gjort, forklarede han i retten på den første retsdag.

Senere kom det frem i retten, at han havde smadret et afsnit på psykiatrisk afdeling på Middelfart Sygehus i raseri over, at han fik et nej til en portion cornflakes.

En nu tidligere ansat på afdelingen fortalte i retten, at var hærværket så omfattende, at hun beskrev det som, at en mandlig patient var ved at smadre afsnittet, da han rev alarmer ned fra loftet og kastede med stole og borde, så flere ruder blev knust.

Den nu dømte forklarede, at han gerne ville flyttes til en anden region og havde set, at en anden patient var blevet flyttet efter at have smadret en afdeling.

Derfor kaldte han det 'en nødløsning' og sagde, at han var ked af at have gjort det.

Den 33-årige ankede dommen umiddelbart efter domsafsigelsen.

Manden har siddet varetægtsfængslet under sagen og skal forblive varetægtsfængslet.