Dominerende, dyster og kontrollerende. Sådan beskrev et vidne mandag formiddag 48-årige TL, der er tiltalt for at have misbrugt fire børn seksuelt, taget billeder af det og delt billederne med andre pædofile. Vidnet var moderen til tre af de fire ofre.

Hun var mandag indkaldt som vidne i retssagen, hvor TL foruden de seksuelle overgreb er tiltalt for at have været en af administratorerne af et hemmeligt netværk af pædofile, der delte billeder og videoer af de overgreb, de begik mod børn.

Det var gennem sin daværende mand, at moderen til ofrene lærte TL at kende. Gennem mere end 30 år havde hendes mand været venner med TL, men der var ikke mange varme følelser mellem moderen og TL.

»Vores forhold var ikke specielt godt. Den første gang, han kom i mit hjem, sad han sammen med min mand og drak og hørte høj musik. Sådan fortsatte de en hel weekend, som om de var 18 år gamle,« lød det fra moderen.

I familiens hjem i Randers kom TL ofte på besøg. Ofte var det for at besøge sin ven, som han drak sig fuld sammen med. Andre gange passede han parrets børn, når forældrene var på arbejde og ikke havde andre muligheder for at få børnene passet. Ifølge moderen optrådte TL kontrollerende, når han var i familiens hjem.

»Det var meget klart, at når han var i vores hjem, så var det ham, der bestemte. Det er svært at forklare, men han var meget dominerende. Selvom han ikke gjorde os noget og var meget stille og rolig, så styrede han det hele, og vi andre havde ikke meget at skulle have sagt,« sagde hun i retten og fortsatte:

»I starten, da han kom hos os, var han meget glad og smilende, men som tiden gik, blev han mere mørk og dyster. Han forandrede sig meget.«

Moderen  var tydeligt påvirket af at stå ansigt til ansigt med TL. Med hånden knyttet om et lommetørklæde, beskrev hun, hvordan overgrebene stadig påvirker børnene. De er bange for TL og har siden anholdelsen af TL sidste år været i psykologisk behandling.

Dagens sidste vidne var den tiltaltes tidligere svoger, RR, som gennem en årrække drev nogle virksomheder sammen med TL. RR beskrev TL som grænsesøgende.

»TL kan godt lide adrenalinsuset, og han kan godt lide til en vis grad at prøve grænser af,« sagde svogeren.

Under afhøringen kom det frem, at TL havde et større pengebeløb liggende i svogerens bankboks. Ifølge svogeren var der tale om cirka 250.000 kroner, som TL havde fået ved blandt andet at optage en række kviklån.

TL ville angiveligt bruge til at starte et nyt liv i Rumænien. Netop Rumænien har flere gange været nævnt under retssagen, fordi TL ifølge anklageskriftet rejste til landet i sommeren 2010 med det formål at købe et barn, der han ville tage med til Sverige og misbruge seksuelt.

På den tur havde TL medbragt svogerens benzinkort til det, han havde sagt skulle være en tredages tur til Holland. Da han ikke kom hjem kunne RR følge TL's færden via trækninger på benzinkortet. I retten forklarede han, at han ikke vidste, hvad formålet med turen til Rumænien var.

»Når en mand lige pludselig rejser til Holland og så til Rumænien, så tænkte jeg, at han var i gang med at smugle hash. At han var et lille muldyr, der skulle køre noget hash. Det kom jeg til at sige til familien, og jeg tror at TL (navn udeladt, red.) blev lidt sur over," sagde svogeren.«