Natten til søndag rykkede politiet massivt ud til Lergravsparken på Amager efter en anmeldelse af et knivstik.

Her fandt politiet offeret for knivstikkeriet; en 18-årig mand.

»Han var blevet snittet med en kniv efter en form for uoverensstemmelse ved en bænk,« fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Michael Andersen.

»Der er ikke tale om kritiske skader,« tilføjer han.

B.T.s mand på stedet fortæller, at politiet ankom med fem patruljevogne, og at også en ambulance var på stedet.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.55.

Hvad der præcis gik forud for knivstikkeriet, ved politiet endnu ikke.

»Vi har en undsluppen gerningsmand, som vi nu arbejder på at identificere og finde,« siger Michael Andersen.