Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Allerede abonnement?
Vil du lytte til artiklen?
Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.
Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Ikke alene kan det koste dyrt at betale med falske pengesedler – det kan også koste en udvisning.
Det måtte en 30-årig ukrainsk statsborger sande, da han tirsdag blev dømt for at besidde og i flere tilfælde bruge falske 1.000-kronesedler som betalingsmiddel.
Ved Retten i Odense blev han idømt fem måneders ubetinget fængsel og en udvisning af landet med indrejseforbud i seks år.
Selv nægtede manden sig skyldig.
Alligevel fandt retten det bevist, at manden tre gange 5. februar betalte med falske 1.000-kronesedler i tre forskellige butikker i Odense.
I både Sportsmaster og Føtex i Rosengårdcenteret lykkedes det manden at betale med en falsk pengeseddel, men da han godt en time efter turen i Føtex tog i Bilka, blev han opdaget af en butiksdetektiv.
Derudover havde han to falske 1.000-kronesedler, da han 12. februar blev pågrebet af politiet på sin adresse i Årslev syd for Odense.
I retten forklarede den 30-årige, at han ikke vidste, der var tale om falske pengesedler. Han var ifølge eget udsagn kommet i besiddelse af pengene, da han havde solgt en telefon.
Ifølge anklageskriftet mod manden skulle han 2. februar have forsøgt at omsætte de i alt 5.000 kroner i falske sedler til en anden telefon, hvilket han dog blev frikendt for i retten.
På trods af mandens påståede uskyld var der ingen tvivl om, at de falske penge senere var blevet brugt eller forsøgt brugt i tre butikker.
Butiksdetektiven fra Bilka, der havde anmeldt den 30-årige til politiet, forklarede blandt andet, at han havde haft en mistænkelig opførsel, da han ville betale for sine varer.
Desuden blev det fastlagt i politiets tekniske undersøgelser, at pengene som forventet var falske.
Den 30-årige, som har været i Danmark i omkring ti måneder, modtog dommen på fem måneders ubetinget fængsel og udvisning.
Derefter blev han løsladt og skal altså forlade landet.