Den tre-årige dreng, der tidligere på aftenen var forsvundet, blev fundet i en nærliggende opgang. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Jeg er så glad for, at de har fundet ham igen, og han har det godt, siger Mathias' mor Thidaporn Bastian med glæde i stemmen.

Tre-årige Mathias havde på en eller anden måde forvildet sig op i en nærliggende opgang og helt op på ottende sal i en boligblok i Høje Gladsaxe i København.

- En bekendt af familien fandt ham i en opgang i nærheden. Her har han formentlig siddet og leget, siger vagtchef Brian Normann fra Vestegnens Politi i København.

Tilbage i marts måned fulgte hele landet intenst med i en anden tre-årig drengs forsvinden. Her var lille Holger blevet væk fra sin familie omkring en spejderhytte ved Tranum Klitplantage i Nordjylland. Holger nåede at være væk fra sin mor og far i 24 timer, før han til sidst endelig blev fundet i plantagen.

Dengang blev en kæmpe efterforskning sat i værk, hvor flere hundrede frivillige, Hjemmeværnet, Politiet og sågar to isbiler blev sat ind for at finde den lille fyr.

Dansk-thailandske Mathias var sidst på eftermiddagen pludseligt blevet væk, da familien var i gang med at grille og fejre Mathias' mormors fødselsdag. Klokken 16.45 kunne familie ikke finde ham, og han kom ikke, når de kaldte. Derfor bad de hurtigt venner og bekendte om at hjælpe med at lede efter ham.
Da de ikke havde held med det, slog de klokken 18.25 alarm, og Politiet satte en større eftersøgning i gang.

Omkring klokken 21.00 blev hele familien så heldigvis samlet igen.

- Jeg kunne se på ham, at han har været ked af det, mens han var væk. Han sagde også, at han havde savnet os, siger Nikki Momsen, der er en god ven af familien.

Nu skal resten af aftenen stå på fødselsdag og hygge.

- Nu skal vi ind og spise kage. Mathias sagde han var sulten, så han skal nok have flere stykker, siger Nikki Momsen.