Den tiltalte storebror i Holbæk-terrorsagen erkender, at han har tegnet et Islamisk Stat-flag.

»Det er mig, der har tegnet det,« siger han i retten i Holbæk.

Under ransagninger har politiet fundet en tegning af et sort flag med hvid arabisk skrift i hans lejlighed. Det flag, der i dag kobles til terrororganisationen Islamisk Stat.

Den tiltalte 37-årige syrer fortæller, at han tegnede flaget, da han boede på et asylcenter for over ti år siden.

»Jeg kan lide at tegne. Jeg så det bare i fjernsynet, og så tegnede jeg det. Jeg har også tegnet det japanske flag, det syriske flag, det tyske flag,«

Anklageren borer i, hvorfor han tegnede lige det flag.

»Jeg sad bare og spildte tid. Altså, det var bare for hyggens skyld,« siger han.

Anklageren spørger, hvorfor han har gemt flaget gennem årene.

»Det flag har bare ligget sammen med de andre papirer og dokumenter. Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg havde det flag,« siger han.

Han erkender, at han i dag godt ved, at det flag forbindes med Islamisk Stat. Det gjorde han dog ikke dengang, han tegnede det.

Han forklarer, at han i dag tager afstand fra Islamisk Stat.

»Det er nogle kriminelle folk,« siger han.

Den 37-årige er tiltalt i terrorsagen, hvor hans 35-årige lillebror menes at have været hovedbagmænd og ville begå bombeangreb.

Storebroren og også lillebrors dansk-irakiske kone er tiltalt for at medvirke til den hovedtiltaltes plan.

Anklageren hiver flere beviser op i retten. Blandt andet er der fundet en række propagandavideoer med militant ekstremistisk indhold på den tiltalte storebrors computer.

»Altså jeg kan ikke huske det. Jeg husker ikke noget af det,« siger den tiltalte, da han bliver forevist skærmbilleder fra videoerne.

Forsvareren bryder ind og spørger, hvornår videoerne er fra, og om der er metadata, der viser, om videoerne overhovedet er set.

Anklageren undersøger det og konstaterer, at der ikke er nogen oplysninger om, hvornår videoerne er fra, hvornår de er håndteret på computeren, eller hvornår de sidst er tilgået.

Den tiltalte fortæller, at han tit sidder på sit værelse og downloader alt muligt på sin computer.

Derfor er det ikke utænkeligt, at han har trykket download på en video, og så er der kommet en masse ned, men han husker ikke de konkrete videoer.

»For at kunne svare dig, skal jeg se hver eneste af dem,« siger han.

Anklageren går videre og refererer en masse lydfiler, hvor et mistænkt al-Qaeda-medlem holder foredrag om blandt andet jihad.

Der er også fundet 12 billeder af Osama bin Laden og syv billeder relateret til Islamisk Stat på den tiltaltes computer.

Han husker ingen af delene.

»Det siger mig ingenting,« siger han.

Anklageren spørger, om han interesserer sig for Islamisk Stat og al-Qaeda.

»Nej, det interesserer mig slet ikke,« siger han.

De tre tiltalte nægter sig alle skyldig i anklagerne mod dem.