Et billede af en mand med mørkt skæg og en stor machete i den ene hånd og et gevær i den anden toner op på storskærmen i retten i Holbæk. Manden har en sort hat med Islamisk Stats logo på hovedet.

Billedet forestiller svogeren til den hovedtiltalte i Holbæk-terrorsagen, som ud over forsøg på terrorangreb også sidder anklaget for at finansiere og fremme terror.

Han skal blandt andet have hjulpet svogeren med militære landkort, mens den pågældende var kriger for Islamisk Stat i Syrien.

»Desværre, jeg husker det ikke. Det er syv år siden,« siger den tiltalte i retten, da han bliver spurgt ind til korrespondance om landkortene.

Anklageren præsenterer flere korrespondancer mellem den tiltalte og svogeren.

En af dem handler om, at den tiltalte foreslog svogeren at hente en app, der ifølge politiet kan bruges til at planlægge militærstrategi.

Den tiltalte siger i retten, at han ikke kan huske korrespondancen eller appen.

Dommeren bryder ind og konstaterer, at han må have søgt på den, siden han har sendt den til svogeren.

»Ja, måske ja,« siger den tiltalte.

Den tiltalte har forklaret, at han havde mistanke om, at svogeren var en del af Islamisk Stat, men at han ikke interesserede sig synderligt for det dengang.

Svogeren sendte billedet af sig selv med macheten, geværet og IS-hatten til den tiltalte i 2015. Men det gav ikke den tiltalte vished om, at han var IS-kriger, forklarer han.

»Dengang tænkte jeg ikke over det. Jeg var ligeglad med, om han var tilsluttet Islamisk Stat eller ikke tilsluttet. Det rager ikke mig,« siger han.

Den tiltalte har under flere dages afhøring erkendt flere faktiske forhold. Blandt andet at han har sympatiseret med Islamisk Stat, og at han har overført tusindvis af kroner til svogeren i Irak og Syrien.

Han har også erkendt, at han havde skydevåben og store mængder kemikalier på sin adresse under anholdelsen sidste år, men ifølge ham skulle kemikalierne bruges til at lave kanonslag og ikke bomber, som anklagen går på.

Han og de to andre tiltalte i sagskomplekset nægter sig skyldig i anklagerne.