Kampklædte betjente sparkede døre ind og stormede flere hjem i Holbæk og Gentofte i februar sidste år.

Gaderne lyste op af blå blink, og borgere hørte politiet råbe »læg dig ned!«.

I en hemmelig aktion anholdt politiet 13 personer og fængslede dem for terror, og også en person i Tyskland blev anholdt. Siden har politiet foretaget en omfattende efterforskning.

Denne uge kulminerede sagen foreløbig, da der mandag blev rejst tiltale for nogle af landets mest alvorlige forbrydelser mod tre af personerne.

To mænd og en kvinde er anklaget for at ville begå et terrorangreb med våben og en eller flere bomber i Danmark eller udlandet. De er også tiltalt for at have finansieret terrorisme ved at overføre penge til en person med tilknytning til terrororganisationen Islamisk Stat (IS). De nægter sig skyldige i alle anklager.

»Det er en alvorlig sag, og der er ingen tvivl om, at anklagemyndigheden ser ud til at have en stærk sag,« siger Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef i PET.

B.T. opruller her den omfattende terrorsag, og hvem de involverede personer er. Oplysninger stammer fra retsdokumenter, øjenvidner og kilder med kendskab til sagen og personerne.

De tre tiltalte er i familie med hinanden, og mens de to mænd på 34 og 37 år har rødder i Syrien, har kvinden på 31 år oprindelse i Irak.

De to mænd er brødre, og kvinden danner par og har et lille barn med den yngste af mændene.

De to syriske brødre kom til Europa i slutningen af 90erne. De boede de første år i Tyskland og flyttede siden til Danmark.

Den ældste af brødrene flyttede tilbage til Tyskland og boede fortsat i vores sydlige naboland, da han blev anholdt under et besøg i Danmark sidste år.

Den yngste bror har boet mange år i Danmark og arbejdet som håndværker.

Hans hustru, der er blandt de tiltalte, har dansk statsborgerskab. Hun har gået i gymnasiet og havde ifølge en gammel veninde planer om at læse til læge.

I dag har hun et billede af et Islamisk Stat-flag på sin Facebookprofil og sidder bag tremmer.

Det tiltalte unge par boede i Holbæk, da de blev anholdt sidste år. Naboer har beskrevet dem som »søde og rare at tale med« og fortalt, at de taler perfekt dansk og virkede stille og rolige.

Det var netop den syriske håndværker, der ledte politiet på sporet af sagen. Eller rettere sagt: Det var tysk politi, der advarede den danske efterretningstjeneste.

Håndværkeren havde nemlig foretaget en mistænkelig bestilling af kemikalier over nettet fra en forhandler i Polen med levering til den tiltalte brors adresse i Tyskland.

Da politiet iført hvide dragter og blå handsker ransagede parrets hus i Holbæk, gjorde politiet et opsigtsvækkende fund.

Politiet fandt blandt andet et Islamisk Stat-flag, en riffel og flere remedier til at fremstille bomber under ransagninger.
Politiet fandt blandt andet et Islamisk Stat-flag, en riffel og flere remedier til at fremstille bomber under ransagninger.
Vis mere

Politiet fandt blandt andet store mængder aluminiumspulver, svovl og tændsnore, der kan bruges til at fremstille bomber.

Man fandt også en riffel med kikkertsigte og skarpladte patroner, et Islamisk Stat-flag og et walkietalkiesæt.

På brødrenes forældres adresse i et lejlighedskompleks i Holbæk fandt man en telefon med ledningsanordning, der ifølge politiet skulle fungere som detonator.

Politiet mener, at remedierne skulle bruges til at begå et terrorangreb et »ukendt sted« i Danmark eller udlandet.

»Det er også vores opfattelse, at planerne mislykkes, fordi de blev anholdt af politiet,« siger Lise-Lotte Nilas, statsadvokat i København.

Netop fundet af våben og kemikalier kan vise sig at blive et stærkt bevis i sagen, lyder det fra tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

»Det er jo svært at forklare, hvad pokker de ting skulle bruges til i en almindelig husholdning,« siger han.

En tredje bror til de to tiltalte mænd har dog tidligere forklaret til B.T., at den yngste af de to brødre har haft en stor interesse for at lave fyrværkeri.

»Jeg ved ikke, hvad han ville gøre med den sidste ordre, men han lavede ofte nytårsfyrværkeri selv, og han elsker at lave fyrværkeri. Han gjorde det ofte og filmede det ofte. Han detonerede det for det meste langt væk fra mennesker,« sagde broren, som bor i Tyskland.

Efterforskningen har været omfattende, og den juridiske vurdering af, om der skulle rejses tiltale, har været længe undervejs.

De seneste måneder har sagen ligget på forskellige skriveborde hos Statsadvokaten, Rigsadvokaten og justitsministeren.

Den yngste af brødrenes forsvarsadvokat mener, at anklagemyndigheden har været »urimeligt længe« om at tage stilling til sagen.

»Min klient har siddet i uvished i lang tid. Så da vi modtog anklageskriftet mandag, var det med en vis lettelse. Nu ved vi, hvad min klient er beskyldt for. Men selvfølgelig ærgrer han sig over at være blevet tiltalt, når han nu nægter sig skyldig,« siger forsvarsadvokat Linda Hebo Lange.

Forsvarsadvokaten til mandens hustru, Berit Ernst, og Kashif Qureshi, der er forsvarsadvokat for den ældste bror, er enig.

»Det har været et meget langstrakt forløb, og det er selvfølgelig psykisk belastende at sidde og vente så længe på en afklaring,« siger Berit Ernst.

Statsadvokaten i København oplyser, at »tiltalen er afgjort efter en grundig gennemgang og vurdering af et omfattende efterforskningsmateriale«.

Under retsmøder om varetægtsfængsling af de anholdte har der været massiv politibevogtning ved retten.
Under retsmøder om varetægtsfængsling af de anholdte har der været massiv politibevogtning ved retten. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I løbet af politiets efterforskning er 11 af de 14, der blev anholdt sidste år, løbende blevet løsladt, og politiet har droppet at rejse sag mod dem.

De løsladte er i familie på kryds og tværs med de tre tiltalte. Flere af dem nåede at sidde fængslet i flere måneder, og for to personers vedkommende i et år, før de blev løsladt.

»I starten bruger man et fintmasket net, fordi man er hundeangst for, om der er nogen tilbage, der kan aktivere en terrorhandling. Men man har været for langsom til at sortere fra og frafalde sigtelserne her. Folk er jo dæmoniseret. Det er ubehageligt at have en terrorsigtelse hængende,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Midt- og Vestsjællands Politi afviser kritikken og henviser til et potentielt »skrækscenarie«, hvis man løslader nogen for tidligt i en terrorsag.

»Vi har gjort det så hurtigt og professionelt, vi kunne. Det er mange mennesker, der skulle igennem et efterforskningsnet, og det er altså et trevlearbejde i terrorsager,« siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Sagen begynder i retten i Holbæk 24. august. Der er afsat 30 retsdage, og der ventes at falde dom inden udgangen af året.