De store mængder af kemikalier skulle bruges til at lave kanonslag.

Det siger den mistænkte hovedbagmand, AA, i den store Holbæk-terrorsag i retten.

»Jeg elsker fyrværkeri. Jeg har haft den hobby, siden jeg var otte år,« siger han.

Under ransagninger har politiet fundet store mængder kemikalier i hans hjem, som ifølge tiltalen mod ham skulle bruges til at fremstille bomber og begå terror.

Men det nægter den tiltalte.

Han erkender, at han bestilte kaliumnitrat, aluminiumspulver og svovl via hjemmesider i Polen og Tjekkiet.

»Det er til at lave kanonslag,« siger AA.

De blev bestilt i hans navn til storebrorens adresse i Tyskland, fordi en af hjemmesiderne ikke leverede til Danmark, forklarer han.

Han erkender også at have hentet det sammen med sin kone i Tyskland og transporteret det til sin adresse i Holbæk, hvor politiet fandt det i forskellige poser i hjemmet.

Storebroren og konen er også tiltalt for forsøg på terror, men AA understreger, at de ikke kendte noget til bestillingen.

Han skjulte det generelt for sin kone, når han bestilte ingredienser til fyrværkeri, fordi hun ikke brød sig om det, siger han.

»Hun mener, at det er spild af penge, og er bange for, at jeg kommer til skade med kanonslag,« siger han.

Den tiltalte forklarer, at han har lavet hjemmelavet fyrværkeri i flere år.

Han foretæller også, at han nåede at blande nogle af kemikalierne til kanonslag, og at han afprøvede det, før han blev anholdt.

Han forklarer, at han plejede at bruge kanonslag nytårsaften. Anklageren vil gerne vide, hvorfor han så lavede det i januar sidste år.

AA forklarer, at det skyldtes, at han havde fået at vide, at han i fremtiden ikke ville kunne få leveret fra sin leverandør, og at han derfor ville forberede sig til næste nytår.

Han havde også en bestilling på 300 kanonslag, som han skulle levere til en mand i Tyskland, forklarer han.

De tre tiltalte nægter sig skyldig i alle anklager.