Den tiltalte kvinde i terrorsagen fra Holbæk giver for første gang sin forklaring for offentligheden.

Hun sætter sig nervøst i vidneskranken og tripper med fødderne.

Anklageren spørger til flere skydevåben, som politiet fandt under ransagninger i parrets hjem. Blandt andet en maskinpistol, der lå i kvindens brune taske i et opbevaringsrum i sengen i soveværelset.

»Jeg har ikke set nogen våben,« siger hun.

Hun og hendes mand samt mandens storebror er tiltalt for at ville begå terrorangreb og finansiere terror. Parret er også tiltalt for at fremme terror ved at hjælpe kvindens bror, mens han var i Islamisk Stat i Syrien.

Den 31-årige kvinde forklarer, at hendes mand heller ikke havde fortalt om våbnene.

»Jeg ville da ønske, at han havde, så vi sammen kunne finde en lovlig løsning til at skaffe sig af med dem,« siger hun.

Hun forklarer, at hun længe før anholdelsen havde bedt sin mand smide den taske, maskinpistolen blev fundet i, ud.

»Men jeg kan se, at den ikke blev smidt ud,« siger hun og griner lidt.

Kvinden er 31 år og har rødder i Irak. Hun er opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab, taler flydende dansk med sjællandsk accent og sidder med udslået langt mørkt hår i retten.

Hun forklarer, at hun heller ikke kendte til alle de kemikalier, som politiet fandt under ransagninger efter anholdelsen. Ifølge politiet skulle de bruges til bombeangreb.

Hun havde godt set en pose med hvidt pulver i bryggerset, men ikke studset over det.

»Det tænkte jeg ikke over på det tidspunkt. For jeg ved, at der ikke skulle have været foregået noget, så jeg går ikke rundt i huset og snuser,« siger hun.

Hendes mand har forklaret, at kemikalierne skulle bruges til at fremstille kanonslag. Han har i årevis haft en stor interesse for fyrværkeri og hjemmelavet fyrværkeri, bekræfter hun.

»Fyrværkeri er hans liv,« siger hun.

Mens den unge kvinde forklarer sig, sidder manden med hovedet i hænderne ovre bagved. Han tager brillerne af og tørrer øjnene.

Parret blev gift i 2012 og har en lille dreng sammen.

Kvinden fortæller, at hun har haft en barsk opvækst med ekstrem social kontrol i hjemmet.

Faren havde to koner, da familien flygtede til Danmark fra Irak i 90erne. Efter nogle år flygtede hun, mor og søskende fra faren, og i begyndelsen af 00erne slog faren den anden kone ihjel og kom i fængsel, fortæller hun.

Den unge kvinde fortæller, at hun har flere psykiske diagnoser. Blandt andet at hun er manisk bipolar og har social angst.

Hun nægter sig skyldig i alle anklager. Det samme gør hendes mand og mandens bror.

Retssagen fortsætter med kvindens videre forklaring mandag i næste uge.