En brandalarm på Hotel Crowne Plaza, hvor regeringsforhandlingerne er i fuld gang, sendte alle ud på gaden. Alarmen er afblæst.

Brandalarmen på Hotel Crowne Plaza er allerede afblæst igen.

- Vi havde en alarm i et af rummene, og derfor valgte vi at evakuere alle med det samme, siger bellmanager H. Roar Holm til bt.dk.

Synderen viste sig at være en røgmaskine, der skal benyttes i aften, når et band spiller op til fest for kursusdeltagerne på en konference om radio-journalistik. Angiveligt var bandet blevet informeret om, at røgmaskinen ikke måtte afprøves før koncerten. Det blev den altså alligevel, og det udløste alarmen.

Københavns brandvæsen ankom til stedet blot fem minutter efter at alarmen gik klokken 15.49, men der var altså tale om en såkaldt 'blind alarm' og således er der ingen risiko for, at noget grimt tilstøder landets kommende regering.