Sygeplejersken Christina Hansen på 32 år ville dræbe tre patienter med dødelige doser af morfin, men det er ikke bevist, at hun rent faktisk dræbte dem.
Sådan lød afgørelsen fra et enigt nævningeting i Østre Landsret mod sygeplejersken, der ellers sidste år i byretten blev dømt livstid for drab på tre ældre patienter samt et drabsforsøg under hendes vagter på Nykøbing Falster Sygehus. Dommen i ankesagen er omstødt på grund af usikkerhed omkring de medicinmængder, sygeplejerslen gav de fire patienter.
Anklagemyndigheden mener dog stadig, at den 32-årige sygeplejerske skal idømmes fængsel på livstid, når landsretten i dag afsiger strafudmålingen.
»At tage et andet menneskes liv eller forsøge på det, er den værste forbrydelse, man kan begå. Hun har gjort det fire gange. Ikke ved at skyde tilfældigt ind i en kiosk og rammer fire personer, men ved planlagt at have udvalgt fire personer på det hospital, hun arbejdede på,« forklarede Anklageren Karen Vistisen uden for retsbygningen i Nykøbing Falster.
Upåvirket
Forsvarer Michael Juul Eriksen er dybt uenig. Han påpeger, at der aldrig tidligere er idømt livstid for drabsforsøg, og at normalstraffen for fuldbyrdet drab er 12 års fængsel, mens normalstraffen for drabsforsøg ligger på seks år.
Den mest vejledende dom for strafudmålingen er ifølge Michael Juul Henriksen en rockersag i Højesteret, hvor en person blev dømt for fem drabsforsøg, for grov vold og brandstiftelsen. Han blev idømt 12 års fængsel.
Michael Juul Eriksen lægger vægt på, at landsretten i sin dom har dømt Christina Aistrup Hansen efter en lav grad af fortsæt. Han ser det desuden som en formildende omstændighed, at de fire patienter i forvejen havde et meget skrøbeligt helbred. Han vurderer på den baggrund at en dom på 10 til 12 års fængsel vil være retfærdig, og han vil strafudmålingen torsdag drøfte med sin klient om han skal søge om at anke dommen til Højesteret.
Mens anklageren og forsvareren udkæmpede en kamp på ord i retssalen, virkede den 32-årige sygeplejerske upåvirket. Hun var velklædt i sort top og med lyserødt tørklæde, og hun havde sat sit mørke hår op i en høj, tyk fletning. Hun ændrede på intet tidspunkt ansigtsudtryk, men kiggede lige frem for sig og iagttog nøgternt anklageren, mens hun konstant tyggede på sit tyggegummi. Hun kiggede ikke ned på sine forældre, der sad på tilhørerbænken, en eneste gang.
I et aflukke over for retslokalet fik hun efter retsmødet lov til at udveksle et par ord med sin mor, far og moster, som hun gav et kram, inden hun blev ført ført bort af betjentene.
