En 42-årig mand er blevet stukket med kniv i Esbjerg. Politiet var til stede, da det skete.

Knivstikkeriet fandt sted natten til søndag på Torvegade i det centrale Esbjerg. Knivstikkeriet skete, efter at politiet var ankommet til stedet.

»Vi var nede på stedet, da det skete,« siger vagtchef Søren Strægaard.

I en pressemeddelelse skriver Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet søndag klokken 05.14 var til stede på hjørnet af Torvegade og Skolegade i det indre Esbjerg og bemærkede, at der var uro på stedet.

En politihund undersøger gerningsstedet, hvor en 42-årig mand blev stukket med kniv.
En politihund undersøger gerningsstedet, hvor en 42-årig mand blev stukket med kniv. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Umiddelbart efter blev en 42-årig mand fra Esbjerg stukket med en kniv,« skriver politikredsen.

Offeret er svært tilskadekommen og er blevet indlagt på sygehus. De pårørende er underrettet.

Politiet anholdt på stedet en 18-årig mand fra Esbjerg. Han vil klokken 13.00 blive fremstillet i et grundlovsforhør, og her vil politiet rejse sigtelse for forsøg på manddrab.

At politiet vælger at rejse så alvorlig en sigtelse, tyder på, at knivstikkeriet har været af livstruende karakter. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre, og hvis det bliver godtaget af retten, vil det ikke være muligt for pressen at høre den sigtedes forklaring.

Et større område på Torvegade blev søndag afspærret og undersøgt med politihunde. Politiet er nu færdige med at undersøge gerningsstedet og vil ophæve afspærringen.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, der har overværet episoden. Vidner kan kontakte Politiets Servicecenter på 1-1-4.

B.T. ville gerne have spurgt vagtchef Søren Strægaard, hvorfor patruljen ikke greb ind, før den 42-årige blev stukket ned, men her henvises til presseafdelingen, der i pressemeddelelsen afviser at kommentere nærmere.

»Syd- og Sønderjyllands Politi har i øjeblikket ikke yderligere information til pressen om hændelsen,« lyder det i pressemeddelelsen.