En 45-årig pædagogmedhjælper er tiltalt for at have tvunget en fem-årig dreng til oralsex gennem syv måneder på en SFO. Ifølge Egedal Kommune havde den 45-årige en uplettet fortid.

Det fortæller Egedal Kommunes skolechef, Egon Agerlin, til bt.dk.

- Alle ansatte - uanset hvordan de er ansat - skal fremvise en ren børneattest og en ren straffeattest. Det er en del af vores personalepolitik. Så det har ikke været noget, vi har haft kendskab til. Så havde vi ikke ansat ham, fastslår Egon Agerlin.

Da sagen blev kendt, indkaldte kommunen ifølge Egon Agerlin alle sfo'ens forældre til et møde, hvor der også medvirkede en ekspert fra Nordsjællands Politi, som fortalte om, hvilken adfærd et sex-krænket barn udviser.

- Forældre var i chok over, at det kunne ske, men de var også glade for, at vi så hurtigt som muligt informerede om, hvad der var sket, og hvordan de skulle forholde sig til det i forhold til at være opmærksom på deres børns adfærd på det daværende tidspunkt, siger skolechef Egon Agerlin.

Politi: Krænket i syv måneder

- Vi har ikke fået yderligere henvendelser. Så heldigvis ser det ud til, at det er et enkeltstående tilfælde. Hvis han altså er skyldig, tilføjer Egon Agerlin, der kalder sagen 'rigtig trist'.

Sagen kom frem i begyndelsen af december 2011. Hvis politiets tiltale holder stik, havde den 45-årige mandlige pædagogmedhjælper på det tidspunkt krænket den fem-årige dreng gennem hele syv måneder, først i en slags virksomhedspraktik, siden som vikar.

- Da vi blev opmærksom på sagen, handlede vi efter vores beredskabsplan. Vi fritog ham fra tjeneste, og så tilbød vi familien psykologhjælp, fortæller Egon Agerlin.

Anklage: Sexovergreb fra første dag

Den 45-årige begyndte i SFO Kildekjær i maj. Ifølge anklageskriftet begyndte sex-overgrebene på den fem-årige dreng allerede fra dag et, nemlig 1. maj 2011. Efter nogle måneder - hvor pædagogmedhjælperen ifølge politiets tiltale 'gentagne gange' havde tvunget drengen til oralsex på skolefritidsordningens handicaptoilet - blev han vikaransat.

Ifølge Egon Agerlin udløb vikariatet 31. december 2011, altså mens pædagogmedhjælperen var fritaget fra tjeneste.

- Så han er ikke ansat længere. Han er ude af vores system. Nu er det en politisag, siger Egon Agerlin.

Den 45-åriges sag kommer for retten i Hillerød 19. april 2012.