Religiøse paroler og hjernevask kan rekruttere selvmordsbombere til jobbet og overvinde deres frygt for at dø. Men det egentlige motiv bag selvmordsangreb er et andet, langt mere lavpraktisk og strategisk, viser en amerikansk forskers granskning af 4.600 selvmordsangreb.
Det må være særligt religiøst optændte, ja, nærmest hjernevaskede mennesker, der er i stand til at iklæde sig en bombevest eller -taske, gå ind i en folkemængde, detonere bomben og dermed sende tilfældige civile og sig selv i døden, lyder et ræsonnement om fænomenet selvmordsbombere ofte.
Men den forklaring er alt for simpel, siger Robert Pape, en forsker ved University of Chicago, der har grundlagt det såkaldte Chicago Project on Security and Terrorism.
Robert Pape og hans kolleger har kortlagt 4.600 selvmordsangreb i perioden 1982 til september 2015, og ifølge Pape, der allerede allerede i 2005 udgav bogen med det sigende navn »Dying to Win: The Strategic Logic of Suicide Terrorism«, er religiøs passion måske et godt rekrutterings- og overtalelsesværktøj, men ikke det egentlige motiv, når bombningerne planlægges:
»Det, som 95 pct. af alle selvmordsangreb siden 1980 har til fælles, er ikke religion, men en specifik strategisk motivation, som er at besvare en militær intervention eller besættelse af et territorium, som terroristerne anser som deres hjemland,« sagde Robert Pape til det amerikanske radioprogram, »Politics and Reality« kort efter Paris-angrebene i november 2015, hvor 130 civile omkom i koordinerede selvmordsangreb.
Verdens mest aktive selvmordsangribere før 11. september 2001 var således De Tamilske Tigre, der kæmpede for regional selvstændighed i Sri Lanka. De var fuldstændig sekulært orienterede. Og terrororganisationerne Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda, der begge har selvmordsaktioner som deres varemærke, er, mener mange, opstået som reaktion på USAs besættelse af Irak og Sovjets besættelse af Afghanistan, ligesom de seneste angreb i Europa – herunder tirsdagens selvmordsangreb i Bruxelles – er et forsøg på at presse Vesten til militære indrømmelser.
Islamisk Stats fægten med religiøse ord og symboler er ifølge Pape blot en påklistret forstærker af gruppens sekulære mål, som i Robert Papes øjne er det simpelt-nationalistiske: At tilrane sig et territorium.
Papes fund stemmer meget godt overens med udtalelser, som Lydia Wilson, konfliktforsker ved University of Oxford i England, har hentet blandt fængslede IS-medlemmer. Wilson forsker i, hvorfor nogen er rede til at ofre sig selv for abstrakte eller religiøse »værdier« – og dermed hvordan man eventuelt kan »omvende« dem, før de gør skade:
»De er sørgeligt uvidende om islam og har svært ved at svare på spørgsmål om sharia-lov, militant jihad og kalifatet. Men en detaljeret eller bare overfladisk viden om islam er ikke nødvendigvis relevant for at kæmpe for en islamisk stat,« skriver Lydia Wilson i magasinet The Nation.
Politisk og strategisk effektivt
Efter Paris-angrebene i november 2015 kom det frem, at flere gerningsmænd ikke bare var opvokset i Europa, de havde også ført ureligiøse ungdomsliv med kvinder, alkohol og kriminalitet. Efter relativt korte ophold i Syrien under IS’ vinger var de imidlertid blevet så radikaliserede, at de drog hjem for at slå sig selv og flest mulige uskyldige ihjel.
Selvmordsangreb kan – selv om ordvalget virker upassende – og selv om det hører med til besværgelserne efter terrorangreb at benægte, at de ændrer noget, være et effektivt våben.
»Mere, end vi ville ønske,« siger Robert Pape til magasinet Chicago Policy Review. Hans database viser nemlig, at det gennemsnitlige terrorangreb dræber én person, mens det gennemsnitlige selvmordsangreb dræber hele ti. Og det irrationelle og uforudsigelige i selvmordsangreb skaber ofte så stor frygt for gentagelser, at de gennem historien har udløst politiske forandringer:
»Det har fået store magter til at trække sig. I Libanon i 1980erne brugte Hizbollah selvmordsangreb til at få USA til at trække sit militær ud. I oktober 1983 døde 241 amerikanske marinesoldater ved ét selvmordsangreb (også 58 franskmænd døde ved lastbilbomben mod en militærbarak i Beirut, red.). Fire måneder senere trak Ronald Reagan alle de amerikanske kampstyrker ud,« siger Robert Pape til Chicago Policy Review.
Udtræk fra Chicago Project viser, at langt de fleste angreb og det største antal dræbte ved selvmordsangreb i disse år finder sted i Irak, Afghanistan og Syrien.
