Den savnede person fra arbejdsulykken i Flemløse er fundet død.
Det skriver Fyns Politi på X.
'Beredskabet og Fyns Politi har arbejdet målrettet de sidste to døgn. Den savnede person er nu fundet – desværre ikke i live,' lyder det fra politikredsen i en pressemeddelelse fredag morgen.
Der er tale om en 53-årig mand fra Belgien.
Han blev efter en langvarig og omfattende redningsaktion fundet død torsdag aften klokken 19.
De pårørende er underrettet.
Arbejdsulykken skete tirsdag klokken 18.04, hvor en silo styrtede sammen i den lille fynske by Flemløse.
Ulykken har kostet tre personer livet, mens seks er kommet til skade.
Udover den belgiske mand, der i første omgang blev meldt savnet, men nu desværre er blevet fundet død, drejer det sig om to rumænske statsborgere.
'Indsatsen har været besværliggjort af arbejdsforholdene, da der var tale om store mængder størknet beton i et lukket miljø i form af en silo,' skriver Fyns Politi.
Politiet vil i samarbejde med de relevante myndigheder fortsætte efterforskningen af årsagen til ulykken.