Maj Kaltofts familie har iværksat en indsamling til hendes tre-årige datter på opfordring fra venner og bekendte

Familien til Maj Kaltoft har efter opfordring fra venner, bekendte og kunder valgt at iværksætte en indsamling til Maj Kaltoft og Kirk Smiths tre-årige datter, der nu må leve et liv uden sine forældre, der begge omkom i en påsat eksplosionsbrand på Vesterbro 11. december i år.

På restaurant Famos’ hjemmeside kunne man indtil torsdag eftermiddag læse en kort tekst fra familien, hvor den opfordrer til at støtte datteren med et økonomisk bidrag.

LÆS OGSÅ:

- I forbindelse med den forfærdelige tragedie, der har ramt vores familie og ikke mindst (datterens navn er udeladt af hensyn til familien, red.), skal vi – på opfordring fra nære venner, bekendte, kunder m.v. – oplyse, at familien har valgt at iværksætte en indsamling til fordel for (datteren, red.), skriver familien.

- På (datterens, red.) vegne siger familien tusind tak for ethvert bidrag, samt den personlige omsorg, der udvises os. På vegne af familien.

Indlægget, der har ligget på hjemmesiden fra før jul, blev imidlertid fjernet fra hjemmesiden i går.

Da B.T. ringede til flere familiemedlemmer i går, var de stadig så præget af sorg, at de ikke ønskede at udtale sig om indsamlingen.

LÆS OGSÅ: 

Den forældreløse pige mistede på tragisk vis sine forældre, da hendes far, Kirk Smith, i en desperat handling dræbte Maj og Ole Kaltoft, som var pigens mor og morfar, og sig selv i en eksplosionsbrand i parrets fælles lejlighed på Rahbeks Allé på Vesterbro for tre uger siden.

Hvem der skal have forældremyndigheden over datteren, er endnu ikke afgjort, men mormoren og de sociale myndigheder tager sig lige nu af den lille pige.